Den danske tennisstjerne forklarer, at alt er fint mellem hende og kæresten Rory McIlroy, efter britiske medier fortalte om et definitivt brud mellem sportsstjernerne.

Det er svært for Caroline Wozniacki at få lov at fokusere på den tenniskarriere, hun kæmper for at få tilbage på sporet.

Mandag må den danske tennisstjerne igen ud at afvise avishistorier om, at hun er blevet droppet af kæresten og golfstjernen Rory McIlroy, fordi sidstnævnte vil fokusere på karrieren.

Læs også:Avis: Rory har dumpet Caroline


- Jeg er så træt af de rygter. De opstår hver gang, Rory og jeg er fra hinanden et par dage eller ikke skriver på Twitter. Der er intet i det, og fra nu af tror jeg bare, at jeg vil holde mit privatliv privat, siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet, efter hun i sidste uge var på venindetur i København og blandt andet var til landskamp i Parken og i Vild med Dans-studiet for at støtte sin ven Mads Laudrup.

Aviser som Irish Independent, The Telegraph og Daily Mail har citeret en anonym kilder tæt på parret, der hævdede, at den danske nummer ni på verdensranglisten var sendt helt til tælling, efter at den nordirske golfspiller havde besluttet at ende forholdet.

Læs også: Ærlig Wozniacki: Rorys og mit forhold er en udfordring

Men Caroline Wozniacki og Rory McIlroy har det absolut fint i danskerens version:

- Alt er godt, og så er der ikke så meget mere at sige til det. Jeg vil bare gerne have lov at leve mit liv uden for banen uden alle de spekulationer, siger Caroline Wozniacki.

Caroline Wozniacki skal i denne uge forsøge at vinde årets første turnering, når hun stiller op i Luxembourg.