Set fra sidelinien lignede det dårlig timing, da Caroline Wozniacki efter sin skuffende førsterunde-exit ved Grand Slam-tennisturneringen French Open i slutningen af maj hastede på ferie til Miami sammen med Serena Williams i stedet for at rejse tilbage til Monaco for at træne og forberede sig til næste uges Wimbledon-turnering.

- Men på det tidspunkt følte jeg, at jeg trængte til nogle dages frihed, citeres Caroline Wozniacki af det engelske dagblad Express for at sige med slet skjult henvisning til den brudte forlovelse og det aflyste bryllup med den nordirske golfspiller Rory McIlroy.

Mandag var Caroline Wozniacki tilbage i kamp, og ved WTA-turneringen i Eastbourne besejrede hun australieren Samantha Stosur 7-5, 6-4.

- Miami var skæg og ballade. Serena og jeg havde en god tid sammen med nogle af vores venner. Det var rart at være væk fra hverdagen, og nu er batterierne genopladet. For at kunne yde 100 procent på tennisbanen kræves, at man har en 'ren' hjerne og at man trives med at træne, siger Caroline Wozniacki.

Op til onsdagens andenrunde-kamp i Eastbourne mod verdensranglistens nummer 18, amerikaneren Sloane Stephens, lyder der positive meldinger fra Caroline Wozniacki.

- Jeg er i god fyisk form og føler jeg bevæger mig godt rundt på banen. Desuden føler jeg, at mine slag har den power, jeg ønsker, siger Caroline Wozniacki.

Hendes tidligere træner Michael Mortensen, der er ekspertkommentator på tv-kanalen Eurosport, roser Caroline Wozniacki for indsatsen mod Samantha Stosur.

- Caroline havde den rette tænding. Den som hun manglede, da jeg trænede hende i foråret. Fremadrettet ser det ser positivt ud for hende, siger Michael Mortensen, der synes at have observeret, at Caroline Wozniacki har lagt kærestesorgerne ovenpå det pludselige brud med Rory McIlroy bag sig.

- I hvert fald havde hun mod Stosur en rigtig god attitude. Hun var mentalt tilstede fra start til slut. Måske har hun hun gjort op med sig selv, at tennis nu igen er det vigtigste i hendes liv. Da hun dannede par med McIlroy, havde hun mange andre ting at tænke på, siger Michael Mortensen.

Han glæder sig til at se Caroline Wozniackis kamp mod Sloane Stephens.

- Wozniacki har aldrig tabt til hende, og har derfor det mentale overtag. Men hun må ikke undervurdere Stephens. Hun er en rigtig "slugger-type". Har hun dagen, hvor alt fungerer, kan Caroline få problemer. Men ofte spiller hun uden omtanke, siger Michael Mortensen.  

Caroline Wozniacki har gode minder fra turneringen i Eastbourne. Hun vandt den i 2009, og var tabende semifinalist i fjor.