Caroline Wozniacki havde ingen problemer med at vinde over Arina Rodionova i første runde i Australian Open.

Melbourne. Caroline Wozniacki er videre til anden runde i grand slam-turneringen Australian Open efter en knusende sikker sejr på 6-1, 6-2 over australieren Arina Rodionova.

De to tennisspillere havde aldrig tidligere mødt hinanden.

27-årige Rodionova, der rangerer som nummer 178 i verden, var ikke i stand til at gøre den store modstand.

Danskeren, der er nummer 20 i verden, var overlegen i alle spillets facetter.

Rodionova spillede aggressivt i forsøget på at skabe overraskelsen, men over for den stærke danske defensiv kom hun til begå mange fejl.

Wozniacki kom flyvende fra start og brød Rodionovas serv i første forsøg. Australieren fik reduceret til 1-3, men Wozniacki snuppede igen tre partier i træk i et lynhurtigt første sæt.

I begyndelsen af andet sæt løftede australieren sit niveau en smule, men det var ikke nok til at dominere kampen.

Rodionova kæmpede heroisk for sagen i de første partier og fulgte godt med indtil stillingen 2-2.

Wozniacki holdt et stabilt højt niveau i hele kampen, og det niveau kunne australieren ikke være med på.

Wozniacki blev ved med at serve godt og forsvarede sig eminent. Danskeren tog derfor sejren i to hurtige sæt på lidt over en time i den australske sol.

Wozniacki fik med sejren samtidig vendt en negativ tendens i turneringen.

Siden hun i 2011 nåede semifinalen i Australian Open, er hun hvert år røget ud en runde tidligere.

Det kulminerede sidste år med nederlaget i første runde. Dermed kunne det heller ikke have gået værre i denne udgave.

Kroaten Donna Vekic venter på Wozniacki i anden runde. De to spillere har mødt hinanden én gang tidligere, pudsigt nok også i Australian Open.

Ved den lejlighed i 2013 sejrede Wozniacki sikkert i to sæt, men da var Vekic blot 16 år. Nu er hun 20 år og rangerer som nummer 99 på verdensranglisten.

/ritzau/