Bliver det ved French Open, at Caroline Wozniacki vinder karrierens første Grand Slam-titel?

Måske!

I hvert fald blev døren for den 26-årige danske tennisspiller åbnet på klem til semifinalen, da hendes mulige kvartfinalemodstander i Paris, tyskeren Angelique Kerber, på første konkurrencedag sensationelt tabte sin førsterundekamp.

»Intet fungerede for mig,« sagde Angelique Kerber efter hun af den upåagtede russer Ekaterina Makarova var blevet besejret 2-6, 2-6.

Nederlaget var historisk. Således var det første gang siden tennissporten blev professionel i 1968, at den topseedede spiller i damesingle røg ud allerede i French Opens første runde.

»Selvfølgelig er jeg enormt skuffet over mig selv, og at jeg nu er indehaver af en af vores sports mindst attraktive rekorder,« sagde hudløst ærlige Angelique Kerber med lavmælt stemmeføring på pressemødet efter den 82 minutter korte kamp og tilføjede:

»Men mit spil på grus er ikke lige så godt som på hardcourt. Jeg må erkende, at jeg ikke behersker den glideteknik, der kræves. Desuden har jeg efter erobringen af verdensrangliste-førstepladsen haft svært ved mentalt at leve op til de store forventninger, der nu stilles til mig.«

Det er 10. gang, at Caroline Wozniacki i år stiller op ved French Open, hvor bedste resultat er en tabt kvartfinale i 2010 mod italiereneren Francesca Schiavone, og lodtrækningen har maget sig så vel, at hun i første runde mandag på Roland Garros-anlæggets næststørste bane, Court Suzanne Lenglen, møder den 17-årige australier Jaimee Fourlis der blot ligger nummer 337 på verdensranglisten.

»Jeg kan ikke forestille mig andet end at Wozniacki sikrer sig en komfortabel to-sæts-sejr. Det var flot, at Fourlis i sidste uge vandt de arrangerede playoff-kampe om tildelingen af et French Open-wildcard. Men hun er ikke et af de talenter, vi i Australien forventer os specielt meget af,« siger Leo Schlink, der er tenniskommentator på dagbladet Herald Sun i Melbourne, til BT.

Hvad angår Caroline Wozniacki er hun angiveligt igen skadesfri efter hun i sidste uges WTA-turnering udgik med rygproblemer. I hvert fald trænede hun i weekenden på anlægget.

Til gengæld kommer man i Paris ikke til at se mere dansk-amerikaneren Julia Boserup, der overvejer at spille på det danske Fed Cup-landshold, i denne omgang.

Hun tabte 3-6, 2-6 til tjekken Petra Kvitova, der gjorde comeback efter hun i slutningen af 2016 var blevet kvæstet af en knivrøver i sit hjem.

»Jeg er meget tilfreds med min indsats, og det var fantastisk at være tilbage på WTA Touren. Det har været en vanskelig tid for mig. Men nu tror jeg igen for alvor på, at jeg kan kæmpe mig tilbage i verdenstoppen,« sagde Petra Kvitova.

---

FAKTA: Wozniackis vej mod French Open-finalen
Vinder Caroline Wozniackis alle sine kampe og bliver det til favoritsejre i de øvrige, ser hendes vej mod finalen således ud:
1. runde: Jaimee Fourlis, Australien (useedet)
2. runde: Francoise Abanda, Canada (useedet)
3. runde: Kiki Bertens, Holland (18. seedet)
4. runde: Svetlana Kuznetsova, Rusland (8. seedet)
Kvartfinale: Petra Kvitova, Tjekkiet (15. seedet)
Semifinale: Garbine Muguruza, Spanien (4. seedet)
Finale: Karolina Pliskova, Tjekkiet (2. seedet)