Angelique Kerber føler ikke længere, hun har noget at bevise som tennisspiller, efter at hun mandag officielt overhalede Serena Williams og strøg til tops som nummer et i verden.

Det blev en realitet, da Serena Williams røg ud i semifinalen, og Kerber vandt sin anden grand slam-turnering i år ved at besejre Karolína Plísková i US Open-finalen.

»Jeg har ikke længere noget at bevise. Jeg er på toppen, nummer et. Jeg har ventet på dette øjeblik i hele mit liv,« siger Kerber ifølge Reuters.

Førstepladsen på verdensranglisten har taget presset væk fra Kerber, som allerede kunne have snuppet pladsen få uger før US Open-triumfen. Kun et finalenederlag i WTA-turneringen i Cincinnati til Pliskova, som også var modstanderen i US Open-finalen, forhindrede dette.

»Det var i Cincinnati, at spørgsmålene om pladsen som nummer et begyndte at komme, og det var der, at det ekstra pres på mig opstod, forklarer Kerber.

Den 28-årige tysker blev den ældste spiller til at erobre førstepladsen for første gang. Og det kronede et succesrigt år, der begyndte med titlen i grand slam-turneringen Australian Open.

- Melbourne var anderledes, da det var min første grand slam-titel. Jeg var nødt til at håndtere mange ting uden for banen efter det. At vinde den anden grand slam-turnering var en lille smule anderledes, lyder det fra Kerber.

Pliskova lignede en vinder i årets US Open-finale, da tjekken førte 3-1 i det tredje og afgørende sæt. Kerber forklarer vendepunktet i finalen med mental styrke.

»I år gik alt op i en højere enhed. Mine erfaringer og især min håndtering af presset hjalp mig. Jeg er desuden mere fit end tidligere på året. Jeg er mere positiv og kan håndtere ting, selv om det ikke går godt. Min mentale styrke var min redning, da jeg var nede med 1-3 i tredje sæt. Som 28-årig er jeg nu på toppen af min karriere og kan nyde det,« siger Kerber.

/ritzau/