Stan Wawrinka tvivler på, at Roger Federer er i stand til at vende tilbage til top-fire i tennis igen.

Roger Federer har været ude med en knæskade siden sommerens Wimbledon, og den 35-årige schweizer er røget ned som nummer syv i verden.

Landsmanden Stan Wawrinka, som lige har vundet grand slam-turneringen US Open, vurderer, at det bliver en vanskelig mission for Federer at vende tilbage til tennistoppen.

»Jeg tror, han træner i øjeblikket. Jeg ved ikke, om han kommer tilbage i top-fire. Det må vi se,« siger Wawrinka.

35-årige Federer, der har vundet 17 grand slam-titler i karrieren, blev opereret i knæet i februar, spillede dernæst flere turneringer, inden han valgte at holde en længere pause.

»Det er første gang, han har en alvorlig skade. Det er ikke nemt at komme tilbage efter det. Men hvis han bliver fit og kommer op på 100 procent igen, så vil han helt sikkert blive virkelig farlig,« siger Wawrinka, der har overhalet Federer og er nummer tre i verden.

Det er planen, at Wawrinka og Federer stiller op i turneringen Hopman Cup i januar som optakt til Australian Open.

Wawrinka er selv lige vendt tilbage efter en mindre rygskade og vandt tirsdag 6-3, 6-4 over briten Kyle Edmund i anden runde af ATP-turneringen Shanghai Masters.

/ritzau/AFP