Ups. Caroline Wozniacki var lidt for åbenmundet forud for tennisvenindens Agnieszka Radwanskas bryllup.

Det fortæller den danske tennisspiller i et interview med svenske Expressen.

For det var faktisk Caroline Wozniacki, der kom til at afsløre bryllupsplanerne på et pressemøde sidste år – selv om den glade begivenhed slet ikke var meldt ud endnu.

»Hun gik rundt med en forlovelsesring på, så jeg troede, at alle vidste det. Jeg kom lidt i problemer efter det,« siger Caroline Wozniacki:

»Men jeg sagde ikke noget om brylluppet denne gang, Her holdt jeg det for mig selv.«

Hov, giv os lov at vise videoen

Det gør du her

Videoen er klar, når du har klikket på den grønne knap

Det var i weekenden, at tennisveninden blev gift, hvor Caroline Wozniacki og den tyske tennisspiller Angelique Kerber var med til ceremoni og fest. Se billeder fra brylluppet her

»Agnieszka er en af mine bedste venner. Det var helt fantastisk at få lov til at dele dagen, hvor hun og David fejrede kærligheden. Det var vigtigt for mig at kunne være der, når hun giftede sig,« siger Caroline Wozniacki.

Nu er hun hastet videre til WTA-turneringen Ericsson Open i svenske Båstad lige på den anden side af Øresund, og umiddelbart er der ikke bryllupsplaner på vej for den danske tennisspiller, der er i et forhold med den amerikanske basketballspiller David Lee.

»David er vidunderlig og meget forstående. Han kender selv til det at være i rampelyset, og han ved, hvordan det er at leve det liv, vi gør,« siger Caroline Wozniacki.

»Han er min største supporter – selvfølgelig sammen med min far, mor og bror, og vi har tilbragt meget tid sammen hen over sommeren, hvor han har set mig til mange turneringer.«

I interviewet med Expressen understreger Caroline Wozniacki, at hun er lykkelig både på og uden for banen.

»Ja, det er jeg. Det er vigtigt. Har man det godt uden for banen bliver det lettere at præstere på banen. Det har David en stor andel i.«

Caroline Wozniacki er i øjeblikket nummer seks på verdensranglisten. Hun spiller tirsdag sin første kamp i Båstad, hvor franske Pauline Parmentier er modstanderen.