Heldet var ikke med Caroline Wozniacki, da lodtrækningen til Wimbledon-turneringen fredag formiddag blev foretaget i London.

Således skal den useedede 25-årige danske tennisspiller i første runde møde den 13. seedede russer Svetlana Kuznetsova.

Caroline Wozniacki, der forleden røg af af WTA-turneringen i Eastbourne i tredje runde, er dog ikke chanceløs. Således fører hun den indbyrdes statistik 6-5, og vandt senest over Svetlana Kuznetsova på græsset i Eastbourne sidste år.

»Det er en kanonhård lodtrækning. Men Caroline har bestemt en chance for at vinde. Kuznetsovas dårligste underlag er græs,« siger den tidligere danske topspiller Tine Scheuer-Larsen, der arbejder som tenniskommentator på TV3 Sport.

Vinder Caroline Wozniacki kampen, venter der i anden runde en duel med enten englænderen Tara Moore eller belgieren Alison Van Uytvanck, der begge er useedet.

Herefter går vejen mod en eventuel finale over seedede spillere som Sloane Stephens, Serena Williams, Roberta Vinci og Agnieszka Radwanska.

I herresingle skal Novak Djokovic forsøge at genvinde titlen fra i fjor, hvor han besejrede Roger Federer i finalen.

Denne kamp kan ikke blive gentaget eftersom de to spillere er havnet i samme lodtrækningshalvdel, og dermed står til at møde hinanden i semifinalen.

I den anden semifinale kan anden-seedede Andy Murray møde Stan Wawrinka.

Der er også dansk deltage i herredouble. Her spiller Frederik Løchte Nielsen, der vandt turneringen i 2012, sammen med Gilles Müller, Luxembourg. De møder i første runde det 11. seedede par Raven Klaasen, Sydafrika og Rajeev Ram, USA.

Wimbledon-turneringen indledes på mandag og afsluttes søndag 10. juli.