Tidligere verdensrangliste-etter og tennisjournalist ved stort amerikansk dagblad mener, at Caroline Wozniacki trods nederlaget i første runde ved Wimbledon-turneringen mod Svetlana Kuznetsova bør få sin dispensationsansøgning om OL-deltagelse godkendt af det internationale tennisforbund

Regnen silede ned over Wimbledon-anlægget tirsdag aften. Om det var et nedslående forvarsel på, at det internationale tennisforbund, ITF, torsdag vender tommelfingeren nedad i afgørelsen om, hvorvidt Caroline Wozniacki får sin dispensationsansøgning om deltagelse ved august måneds OL i Rio de Janeiro, skal være usagt. Men skal man tro den tidligere verdensrangliste-etter i damesingle, Tracy Austin, behøver danskeren ikke være nervøs for et negativt svar.

»Efter min bedste overbevisning skal hun med til Rio. Ganske vist tabte hun sin førsterunde-kamp (5-7, 4-6 mod Svetlana Kuznetsova, red.), men hun fik altså bevist, at hun efter forårets skadespause formmæssigt er på vej opad igen. Hendes tilstedeværelse i OL-deltagerfeltet vil helt sikkert klæde,« sagde Tracy Austin, der under Wimbledon-turneringen arbejder som kommentator på engelsk TV, til BT.

Hun blev bakket op i sit synspunkt af Ben Rothenberg, der er ansat som tenniskorrespondent på det amerikanske dagblad The New York Times.

»Jeg kan ikke se, hvilke andre damesingle-spillere, der er mere berettiget til at få OL-dispensation end Wozniacki. Det vil overraske mig meget, hvis ITF siger nej til hendes ansøgning,« sagde Ben Rothenberg.

På pressemødet efter kampen blev Caroline Wozniacki spurgt om OL-problematikken.

»Selvfølgelig vil jeg gerne med til Rio. Det bliver interessant at se, hvad ITF beslutter sig for. Lige nu ved jeg ikke, om jeg bliver i London til torsdag for at høre afgørelsen. Jeg kan dog ikke forestille mig, at min tilstedeværelse får nogen betydning overhovedet eftersom ITF jo ikke giver mig mulighed for at forsvare mig mundtligt,« sagde Caroline Wozniacki.

Hvis Caroline Wozniacki modtager et positivt svar på sin OL-dispensationsansøgning, bliver det landsholds-kaptajnen Kenneth Carlsen, der kommer til at lede den danske tennisdelegation.

»Jeg rejser naturligvis kun til Rio, hvis Caroline deltager. Men holdet kommer foruden mig til at bestå af blandt andre hendes far (Piotr Wozniacki, red.). Hvorvidt hendes ny træner (tjekken David Kotyza, red.) skal med, er endnu ikke bestemt. Og så er det planen, at Frederik Løchte Nielsen skal være hendes hittingpartner. Det var han også i London, og det gik så godt, at hun gerne vil have ham med en gang til,« sagde Kenneth Carlsen, der dog ikke turde give et bud på, hvorvidt Caroline Wozniacki får sin OL-drøm opfyldt:

»Jeg håber det naturligvis. Det har jo længe været planlagt, at hun skulle være fanebærer, og Dansk Tennis Forbund har lavet en god dispensationsansøgning. Men hvad ITF bestemmer sig for er desværre ude af mine hænder.«

Caroline Wozniacki lagde ikke skjul på, at nederlaget mod 13. seedede Svetlana Kuznetsova ikke bekom hende vel.

»Det er både skuffende og frustrerende, at jeg allerede er ude af Wimbledon. Men jeg synes ikke, at tingene i efterhånden lang tid er gået min vej. Til Svetlanas ros skal lyde, at hun spillede rigtig godt,« sagde Caroline Wozniacki, der nu risikerer at drosle helt ned som nummer 55, når verdensranglisten efter Wimbledon om halvanden uge igen opdateres.

»Som tingene ser ud lige nu, er det ikke verdensranglisten, jeg interesserer mig mest for. Jeg koncentrerer mig i stedet om at genfinde min form og mit spil,« sagde Caroline Wozniacki, der svarede benægtende på en række kritiske spørgsmål om, hvorvidt hun trænger til psykolog-hjælp eller bør skære ned på sine udenomsaktiviteter som international kendis.

»Min mentale tilstand fejler intet, og hvad angår kritikken af min deltagelse i eksempelvis bodypaint-fotografering og fester, er det ikke derfor, at jeg har mødt resultatmæssig modgang. Jeg har været skadet, og når jeg har stillet op til ting, der ikke lige har haft med tennis at gøre, er det sket i perioder, hvor jeg alligevel ikke spillede kampe. Jeg har det sådan, at man kun lever en gang, og at man skal nyde tingene i den tid, man er her,« sagde Caroline Wozniacki, der afslørede, at hendes OL-forberedelser går gennem deltagelse ved juli måneds WTA-turneringer i Washington og Montreal samt kampe i en amerikansk holdturnering.

 

---

 

FAKTA

TENNIS

Wozniacki i Wimbledon

Så langt er Caroline Wozniacki nået i Wimbledons damesingle-række siden debuten i hovedturneringen i 2007:

2007: 2. runde

2008: 3. runde

2009: 4. runde

2010: 4. runde

2011: 4. runde

2012: 1. runde

2013: 2. runde

2014: 4. runde

2015: 4. runde

2016: 1. runde