Caroline Wozniackis kamp mod Kiki Bertens er udsat til onsdag på grund af regn i Qatar.

Caroline Wozniacki har virkelig været i vælten idag. Først med en glad valentinsnyhed, da det kom frem, at hun er kæreste med NBA-stjerne David Lee, og siden med kamp i første runde i WTA-turneringen Qatar Open.

Vedvarende regn skabte dog store problemer i dagens tennisprogram i ørkenen, så det måtte afbrydes adskillige gange.

Wozniacki kom derfor til at vente i timevis på at komme i aktion mod hollandske Kiki Bertens, og da der endelig blev givet grønt lys, blev det til en ganske kort fornøjelse for den danske stjerne.

Spillerne nåede kun at afvikle fire partier i første sæt, inden kampen endegyldigt blev afbrudt ved stillingen 2-2. Det tog Wozniacki dog alt sammen med sit vanlige smil - og en lille regndans. Se selv herunder.

Wozniacki har dog også ganske meget at være glad over for tiden. Tidligere i dag kom det som skrevet frem, at hun er kæreste med basketball-stjernen David Lee. Læs om hendes søde valentins-besked her.

33-årige David Lee har tidligere vundet NBA-Mesterskabet med Golden State Warriors, og han er to gange blevet udtaget til ligaens All-Star-hold. Læs mere om den heldige NBA-flottenheimer her.

Nu håber arrangørerne, at vejret bliver bedre onsdag, så opgøret kan blive spillet færdig.

Vinderen af kampen skal i anden runde op imod polakken Agnieszka Radwanska, som er nummer seks på verdensranglisten.

/Ritzau