Roger Federer har holdt pause hele grussæsonen, og han tabte sin første kamp i Stuttgart til tysk veteran.

Stuttgart. Roger Federer havde muligvis ønsket sig et noget anderledes comeback til tennisbanen.

Onsdag måtte Australian Open-mesteren således se sig besejret i sin første kamp i anden runde i Stuttgart Open.

Her spillede den tyske veteran Tommy Haas lige den tand bedre end Federer i opgøret, som den 39-årige tysker vandt 2-6, 7-6 (10/8), 6-4.

Dermed måtte Roger Federer efter sin selvvalgte pause vinke farvel til yderligere kamptræning i turneringen i jagten på at ramme formen frem mod Wimbledon.

Schweizeren har ikke spillet hele grussæsonen, da han bevilgede sig selv en pause efter triumfen i Miami Open i begyndelsen af april.

- Jeg er verdensmester i træning nu, og det er ikke, hvem jeg ønsker at være. Jeg vil være mester på kampbanerne, lød det fra den 18-foldige grand slam-vinder før onsdagens kamp ifølge nyhedsbureauet AP.

Federer havde en skadesplaget 2016-sæson, men gjorde et succesfuldt comeback i 2017 med sejre i både Australian Open, Indian Wells og Miami Open.

For at passe på kroppen valgte han at lade ketsjeren blive i tasken til grusturneringerne i april, maj og juni. Men nu er det også slut med pause.

- Der er ikke flere pauser nu. Jeg har haft pauser nok, lyder det fra historiens mest vindende spiller.

- Jeg kommer til at spille efter et helt normalt program i anden halvdel af sæsonen, slår han fast.

/ritzau/