Caroline Wozniacki har udskudt sin beslutning om, hvem der fremadrettet skal træne hende.

Caroline Wozniacki ved endnu ikke, hvilken træner der skal vende hendes krise til fremgang.

- Man kan vel godt sige, at hun er gået i tænkeboks, siger den tidligere Australian Openvinder, svenskeren Thomas Johansson, i telefonen til sporten.dk

Han trænede hende fra begyndelsen af juni til den netop afviklede Grand Slam-turnering, US Open, i New York.

- Jeg har sagt til hende, at jeg er klar til at fortsætte samarbejdet med små ændringer i oplægget. Så bolden ligger lige nu hos Caroline, siger Thomas Johansson og tilføjer:

Piotr klarer træningen

- Efter US Open var hun endnu ikke klar til at beslutte sig. Den næste måned deltager hun i tre turneringer i Asien. Her rejser hendes far ( Piotr Wozniacki, red.) med, og påtager sig rollen som træner. Men når hun er tilbage i Europa, tager vi en snak. Desværre har jeg ikke mulighed for at følge hende på turen til Sydkorea, Japan og Kina. Frem til slutningen af oktober er jeg travlt optaget som direktør for Stockholm Open ( ATP-turnering, red.).

Thomas Johansson ser stadig et stort udviklingspotentiale i Caroline Wozniacki, der dog efter en resultatmæssig skuffende sommer er rykket ned på verdensranglistens 11.plads.

- Jeg synes, hun har været stærkt spillende under træning.

Boldene rammes med power. Men i kampene er det i efterhånden lang tid ikke gået hendes vej. Den problemstilling er det nu op til hende at forholde sig til. Jeg er dog sikker på, at det kun er et spørgsmål om tid inden nedtur vendes til optur, siger Johansson.

Efter Caroline Wozniacki tirsdag og onsdag havde repræsentative opgaver i Danmark og Schweiz, rejste hun i går til Sydkorea, hvor hun fra mandag deltager ved Korea Open i Seoul.

Herefter spiller hun turneringer i såvel Japan som Kina.

Leverer hun topresultater, er kvalifikation til sæsonfinalen, WTA Championships 23.-28. oktober i Istanbul, stadig en mulighed.