Træner stiller krav til Wozniacki-lejr

Beslutningen om, hvem der i 2013 skal træne Caroline Wozniacki, trækker ud. Piotr Wozniacki må holde sig i baggrunden, mener eksperter

Beslutningen om, hvem der i næste sæson skal træne Caroline Wozniacki, trækker ud.

- Det er et par uger siden, vi sidst talte sammen. Her fortalte jeg hende, at jeg gerne vil fortsætte samarbejdet. Men samtidig gjorde jeg det klart, at jeg har et par krav, der skal opfyldes, hvis mit ønske også skal realiseres, siger den tidligere svenske topspiller, Thomas Johansson.

Thomas Johansson, der påbegyndte samarbejdet med Caroline Wozniacki efter forsommerens French Open, ønsker ikke at konkretisere sine krav.

- Det, føler jeg, er en sag mellem Caroline og mig. Offentligheden behøver ikke at vide alt, siger han til sporten.dk.

Men spørger man én af de tenniseksperter, der har fulgt Thomas Johansson tættest, Jonas Arnesen, der er sportskommentator på Svenska Dagbladet, er han ikke i tvivl om, at den tidligere vinder af herresingle-rækken ved Australian Open, kræver mere indflydelse i familieforetagendet ’Team Wozniacki’.

- Caroline Wozniackis far har jo en tilbøjelighed til at ville blande sig i alt. Jeg er sikker på, at Thomas Johansson forlanger, at Piotr Wozniacki fremover kun skal fungere som hendes teamleder. Får Johansson sit krav igennem, vil det betyde, at han under den daglige træning får mere indflydelse på hendes spillemæssige udvikling, siger Jonas Arnesen.

Nogenlunde samme konklusion er træneren for det mandlige danske tennislandshold, Morten Christensen, der blandt andet trænede Caroline Wozniacki, da hun i 2006 blev juniormester i Wimbledon, kommet frem til.

- Jeg håber for Carolines skyld, at hun beslutter sig for at fortsætte med Thomas Johansson. Hun kan drage stor nytte af al hans erfaring. Ganske vist var hendes resultater meget blandede i den periode henover sommeren, hvor deres samarbejde var mest intenst. Men i efteråret har man set, hvordan hun er begyndt at spille mere aggressivt. Og pludselig er hun begyndt at vinde turneringer igen, siger Morten Christensen.

Thomas Johansson lægger ikke skjul på, at han er stolt over, at Caroline Wozniacki har sluttet året med turneringssejre i såvel Seoul som Moskva.

- Det viser, at den vej, jeg viste hende, ikke var helt skæv, siger han og tilføjer:

- Caroline er vidunderlig at samarbejde med. Hun er meget seriøs og elsker at slide på træningsbanen. Hun indledte året som verdens-etter, og er nu nede på en 11. plads. Men set fra min synsvinkel bør hun ikke være tilfreds med placeringen. Hun har helt klart potentiale til at ligge blandt de fire-fem bedste, siger Thomas Johansson.

I denne uge er Caroline Wozniacki topseedet ved sæsonens sidste turnering, Tournament of Champions.

- Jeg tror, hun vinder, og så ender hun sæsonen på en 10. plads. Ovenpå et år hvor resultater og præstationer har været svingende, er det en godkendt rangering, siger Thomas Johansson, der først regner med at få Caroline Wozniacki i snak på tomands-hånd i Monaco om 3-4 uger. Efter turneringen i Sofia har den danske tennisspiller nemlig planer om at tage med sin golfspillende kæreste, Rory McIlroy, til Asien.

Kampene ved Tournament of Champions kan fra tirsdag til søndag følges i direkte transmissioner på TV2 Sport.

Læs også: