Caroline Wozniacki spiller i denne uge sæsonens sidste turnering.

Caroline Wozniacki er topseedet, når hun tirsdag indleder sæsonens sidste turneringsdeltagelse.

Det sker i Sofia, hvor hun i 'den lille sæsonfinale', Tournament of Champions, sammen med syv konkurrenter dyster om en samlet præmiesum på knap seks mio. kroner.

Lodtrækningen er blevet foretaget, og her havnede den 22-årige danske tennisspiller i gruppe med italieneren Roberta Vinci, slovakken Daniele Hantuchova og Hsieh Su-Wei fra Taiwan.

I den anden pulje mødes bulgareren Tsvetana Pironkova, kineseren Jie Zheng samt russerne Maria Kirilenko og Nadia Petrova.

- Caroline har spillet godt det seneste stykke tid. På den baggrund tror jeg, at hun har gode vinderchancer, siger hendes svenske træner Thomas Johansson.

Turneringen, der de seneste to år er vundet af sloveneren Ana Ivanovic, har dansk TV-bevågenhed. Således vil TV2 Sport hver dag fra tirsdag til søndag vise flere af kampene.

Caroline Wozniacki, der ankom til Sofia søndag med i et forsinket fly, ser med spænding frem til turneringen.

- Selvfølgelig vil jeg gerne vinde den. Men alle deltagere har potentiale til at slutte øverst på sejrsskamlen, siger hun.

Det specielle ved turneringen i Sofia er, at ingen af deltagerne må være placeret i verdensranglistens to-10. Til gengæld skal alle på et eller andet tidspunkt i 2012-sæsonen have vundet en WTA-titel. Hermed sikrede Caroline Wozniacki sig adgang, da hun for en lille måned siden vandt i Seoul.

Ved Tournament of Champions spilles der - foruden en præmiecheck på omkring halvanden mio. kroner - også om verdensrangliste-point. Til vinderen er der eksempelvis 375 point.

Uanset resultatet af kampene i den bulgarske hovedstad vil Caroline Wozniacki ved næste opdatering af verdensranglisten sandsynligvis avancere fra 11.- til 10. pladsen. I øjeblikket har hun kun 55 point op til Marion Bartoli, der ikke er er med i deltagerfeltet.