Den tidligere verdensetter Caroline Wozniacki er dog uhyggeligt tæt på at være tilbage i top 10 over verdens bedste tennisspillere.

67 uger. Så længe lå Caroline Wozniacki nummer ét i verden, og hun endte således øverst på ranglisten både i slutningen af 2010 og 2011. Men 2012 har været en nedtur for Wozniacki, der er raslet ned ad verdensranglisten.

På det seneste har hun dog vist klart bedre takter, og med to turneringssejre inden for den seneste måned har den danske spiller fået bremset nedturen og er ved at være tilbage på sit gamle niveau.

Hendes målsætning er at kæmpe sig tilbage i top10 inden årets afslutning, og det var håbet, at en sejr i Moskva ville sikre den placering.

Turnerings-sejren i Kremlin Cup kom med en finalesejr over Samantha Stosur, men efter udregningen af den nye verdensrangliste fra mandag den 22. oktober står det klart, at danskerens top 10-attantat ikke lykkedes. Wozniacki er stadig nummer 11 sølle 55 point efter ranglistens nr. 10 Marion Bartoli. 

Men det kan dog stadig lade sig gøre at nå målet, inden rådhusklokkerne bimler det nye år ind. For Wozniacki kvalificerede sig med sejren i Moskva til Tournament of Champions, en turnering for sæsonens titelvindere på WTA-touren. Her er Bartoli ikke direkte kvalificeret, da hun ikke har vundet nogen titler i år, men hun kan dog stadig nå at komme med på et wildcard.

Under alle omstændigheder er der muligheder for Wozniacki, når turneringen i Sofia begynder d. 30 oktober, til at hente de nødvendige point til at overhale Bartoli. Med et godt resultat vil hun kunne vende tilbage til top10 p åverdensranglisten, der i øjeblikket føres af hviderussiske Victoria Azarenka.