Caroline Wozniacki som vinder af årets French Open? Hendes tidligere træner, Michael Mortensen, mener ikke, det er en mulighed, man kan afvise.

»Caroline Wozniacki er en af favoritterne,« siger Michael Mortensen til BT

Som tidligere træner har han et stort kendskab til den 24-årige danske damesingle-spiller. Og han har med interesse fulgt hendes seneste bedrifter i Stuttgart – hvor hun blev nummer to – og i Madrid, hvor hun efter sejr på 6-3, 6-2 over sin polske veninde, Agnieszka Radwanska, er klar til kvartfinalen.

»Rent fysisk har hun aldrig været i bedre form. Hun virker glad, og hun har nogle spillemæssige kvaliteter, som gør, at hun kan vinde turneringen, hvis alt går op i en højere enhed, « siger Michael Mortensen og tilføjer:

»Hun har masser af selvtillid for tiden på grund af hendes finaleplads i Stuttgart og hendes sejre i Madrid. Derfor bliver modstanderne nødt til at lægge en taktik, der får hende ud af hendes comfortzone.«

Michael Mortensen er dog langtfra sikker på, at det lykkes for Caroline Wozniacki at gå hele vejen i den franske Grand Slam-turnering senere på måneden.

»Det kommer meget an på lodtrækningen. Hun plejer at have problemer med spillere, der tager meget initiativ såsom Serena [Williams] og [Maria] Sharapova,« siger Michael Mortensen.

Netop Maria Sharapova venter i kvartfinalen i Mutua Madrid Open efter Caroline Wozniackis sejr over Agnieszka Radwanska. Russeren er forsvarende mester i Madrid, der ligesom turneringen i Stuttgart og French Open afvikles på rødt grus, der er langsommere end Wimbledons græs og US Opens hardcourt.

Caroline Wozniackis bedste resultat i French Open er en kvartfinaleplads i 2010, og hun allierede sig i sidste måned med den tidligere tredobbelte spanske vinder af turneringen, Arantxa Sanchez-Vicario, der har trænet og stadig træner hende under turneringerne i Stuttgart, Madrid og Paris.

I onsdagens kamp mod Agnieszka Radwanska var det tydeligt, at Caroline Wozniacki har forbedret sig både på server og især på serve-returneringer.

Danskeren fik betydeligt flere førsteserver ind end polakken, og når Radwanska fejlede på sin førsteserv, betød det som regel dansk point.

Efter en ujævn start, hvor ingen af spillerne holdt serv i de første fire partier, var det Caroline Wozniacki, der først fik styr på spillet og cruisede til sæt-sejr.

I andet sæt fulgte Agnieszka Radwanska godt med i starten, men så løb hun tør for ideer.

Michael Mortensen om Caroline Wozniackis styrker og svagheder:

Her har Wozniacki forbedret sig:

Forhånden:

»Hun er ikke længere så bange for at tage chancer og trykke igennem med forhånden. Hun putter flere vinkler på, og det gør det sværere for modstanderne, end når hun sender forhåndssalg ned langs linjen.

Placeringsevnen:

»Hun kommer meget bedre ind i banen og møder bolden tidligere med masser af fart.«

Fysikken:

»Hun har nærmest fået en endnu bedre fysik, som gør, at hun kan holde den høje kadence gennem en hel kamp. Det er langt fra alle spillere, der kan det.«

Serven:

»Førsteserven har fået lidt mere fart, men andenserven er der, hvor hun virkelig har forbedret sig. Der er kommet mere spin, og hun varierer serven lidt mere.«

Her kan Wozniacki forbedre sig:

Netspil:

»Hun skal være bedre til at komme til nettet. Ogs å skal hun blive bedre til at vide, hvad hun skal gøre, når hun står der. Hun bliver nemt for stillestående og anonym. Når hun laver en flugtning ved nettet, skal hun blive bedre til at regne ud, hvad modstanderens muligheder er, og hvad de højst sandsynligt vil gøre.«

Stopbolde:

»Langt de fleste kvinder på verdenstouren foretrækker at stå på baglinjen. Derfor skal hun variere sit spil noget mere og prøve at lave flere stopbolde. Det tvinger modstanderne frem til nettet, og det har Wozniacki det fint med, fordi hun er god til at lobbe og lave passerslag.«