Den femdobbelte grand slam-turneringsvinder Maria Sharapova har netop meddelt, at hun under Australian Open testede positiv for det forbudte stof meldonium.

Det skete ved i pressemøde i Los Angeles, hvor den russiske tennistjerne var tydeligt påvirket af situationens alvor.

Sharapova afviser ikke, at hun har indtaget stoffet, men hun fastslår, at hun ikke har snydt bevidst. Der er tale om medicin, som hendes læge har forsynet hende med de sidste ti år, og som ikke tidligere har været på den forbudte liste. Det blev det imidlertid den 1. januar, og det var Sharapova ikke opmærksom på. Hun accepterer, at hun er blevet taget for doping.

»Jeg ved, at konsekvenserne vil ramme mig. Jeg ønsker ikke at afslutte min karriere på denne her måde, og jeg håber på, at jeg får mulighed for at spille igen.«

»Det her er helt nyt for mig. Jeg har kun lige modtaget brevet for et par dage siden, og jeg vil samarbejde med ITF (det internationale tennisforbund, red.).«

ITF har bekræftet, at Sharapova foreløbigt er blevet suspenderet fra og med den 12. marts.

Sharapova erkender, at det er hendes eget ansvar, at hun ikke vidste, at stoffet var forbudt at indtage fra årets begyndelse.

»Jeg modtog et brev den 22. december fra WADA med ændringerne, og jeg så ikke på den liste,« indrømmede hun.

Hun forklarer, at hun havde problemer med helbreddet,  og hun derfor har været nødt til tage stoffet.

»Jeg havde adskillge helbredsproblemer dengang, jeg blev syg hele tiden. Jeg led af magnesium-mangel, jeg havde uregelmæssigheder i mine scannninger og tegn på diabetes,« fortalte Sharapova, da hun skulle forklare sit brug af meldonium.

Den sydafrikanske professor i fysiologi med særlig interesse for dopingproblemer, Ross Tucker, giver dog ikke meget for Sharapovas forklaring.

»Sharapova hævder at have brugt det siden 2006 af sundhedsmæssige årsager, hjertemedicin til behandling af  manglende blodgennemstrømning og hjertestop. Man må virkelig sige, at eliteatleter er meget syge,« skriver han sarkastisk på Twitter.

Meldonium virker præstationsfremmende på den måde, at det styrker udholdenheden og iltoptagelsen samt fremmer restitutionen. Inden for dage er den etiopisk-fødte svenske mellemdistanceløber Areba Aregawi samt etiopieren Endeshaw Negesse, der sidste år vandt Tokyo Marathon, blevet afsløret for at have brugt meldonium. Tidligere er Michael Mørkøvs russiske holdkammerat på Katusha-holdet, Eduard Vorganov, også blevet taget for brug af meldonium.

Det var på forhånd ventet, at Maria Sharapova muligvis ville fortælle, at hun ville stoppe karrieren på grund af skader. Ingen havde ventet, at hun indkaldte til pressemøde for at indrømme, at hun var del af en dopingsag.

Den 28-årige russer er en af bare 10 kvinder som i løbet af karrieren har vundet alle fire grand slam-turneringer. Hun har tidligere været nummer et på verdensranglisten i 21 uger. Aktuelt er hun rangeret som nummer syv.