Hvis du har mange penge og kunne tænke dig et sommerhus i USA, så har du chancen for at købe tennis-legenden John McEnroes sommerhus.

Villaen ligger i Southampton på Long Island i staten New York, og John McEnroe vil have en bagatel af 14,5 millioner dollar (små 95 millioner kr.) for huset.

Det indeholder ifølge Mansion Global ikke færre end otte soveværelser og syv badeværelser. Mastersuiten har to af badeværelserne og en balkon.

På den 8.700 kvadratmeter store grund er der naturligvis blandt meget andet en tennisbane og en swimmingpool.

John McEnroe vandt mellem 1979 og 1984 herresingleturneringen i US Open fire gange og Wimbledon tre gange. Han var berømt for sit store tennis-talent og berygtet for sit voldsomme temperament. Ialt vandt han for 12 millioner dollar i præmiepenge.

Den nu 57-årige John McEnroe arbejder i dag som ekspert-kommentator og bruger desuden en del tid på at dyste med andre veteran-spillere.på ATP Champions Tour.