Tre år efter sit chok-stop i toptennis, stemplede Mardy Fish ud af US Open som en færdig mand. Muligvis som et mere helt menneske.

Han spillede mod dem alle. Murray, Federer og kompagni. Men det var ikke modstanderen på tennis-banen, der var det værste for Mardy Fish. Det værste var de dæmoner, der sendte bølger af angst igenem ham. Som blokerede hans tanker. Lagde dem i mental spændetrøje. Låste hans muskler. Forvandlede ham fra topatlet til forkrøblet menneske.

Har man været dér, er det en sejr bare at ramme en sund og solid normaltilstand igen. Og for Mardy Fish var karrierens sidste nederlag til at bære. Han sluttede sin karriere i den turnering, hvor det hele tog fart og spandt ud af kontrol inde en match mod Roger Federer i 2012. Slået af Feliciano Lopez i fem hårde sæt med 2-6, 6-3, 1-6, 7-5 og 6-3.

Det var samtidig farvel og tak fra Mardy Fish. Og hvis den amerikanske veteran havde et smil på læben, var det også i erkendelse af, at der er større kampe i livet, end at slå Roger Federer. Eller hvem der måtte stå på den anden side af nettet.

I mere end to år måtte Mardy Fish se sin terapeut mere end sin tennis-ketcher. Og han kæmpede med en psyke, hvor skrøbeligheden havde givet efter for mange år under konstant pres. Både fra Fish selv og for den omverden, der måler succes i sejre og ranglistepoint. På en guldvægt.

Onsdag var det hele defnitivt forbi. Men målet var heller ikke at vinde US Open. Bare at være på banen. Uden lyst til at forsvinde i et hul. Og Mardy Fish vidste godt selv, at den sidste bold ville komme. At det skulle være her og nu. På Arthur Ashe Stadium, hvor dæmonerne for første gang gjorde ham ude af stand til at spille dengang i 2012.

»Farvel til en ven og stor spiller. Tak for alt,« lød en af hilsnerne fra Juan Del Potro.

Bedre kunne det nok ikke siges.