Caroline Wozniacki har haft et forfærdeligt år, og karrieren er kun gået én vej i 2016. Nedad. Men sådan behøver det ikke at fortsætte.

»Caroline Wozniacki kan komme tilbage til tennistoppen. Hun kan endda blive nummer 1 på verdensranglisten igen.«

Ordene kommer fra Mats Wilander, der er en levende svensk tennislegende. I dag er han mest kendt for at være vært på Eurosports tennisudsendelser, men i 80erne var han en af de helt store tennisspillere.

BT har Mats Wilander igennem på en telefonlinje fra London. Og efter at have udtalt sig meget optimistisk om Caroline Wozniackis muligheder tilføjer han:

»Men det kommer til at tage tid!«

I sidste uge røg Caroline Wozniacki ud af Connecticut Open i første runde - en turnering, den 26-årige dansker har vundet fire gange tidligere. Hendes overkvinde var den 19-årige Jelena Ostapenko.

»Jeg så Caroline Wozniackis kamp mod Ostapenko, og jeg tænkte: ' Hvad er der sket',« siger Mats Wilander.

»Det er meget tydeligt, at hun har været plaget af den skade, hun fik tidligere i år. Og så er hun præget af, at hun har tabt meget,« lyder hans vurdering.

Caroline Wozniacki har ikke vundet tre turneringskampe i træk siden januar. Resultatet er, at hun er røget langt ned ad verdensranglisten inden årets sidste store turnering, US Open, som begynder mandag. Her er Caroline Wozniacki desuden dumpet ned som nummer 74 på den seneste verdensrangliste.

Caroline Wozniacki i kamp mod lettiske Jelena Ostapenko ved Connecticut Open
Caroline Wozniacki i kamp mod lettiske Jelena Ostapenko ved Connecticut Open Foto: Adam Glanzman
Vis mere

US Open er den af de store turneringer, som Caroline Wozniacki tidligere har klaret sig bedst i. To gange - i 2009 og i 2014 - er hun nået frem til finalen og har tabt til henholdsvis Kim Clijsters fra Belgien og Serena Williams fra USA.

»Caroline Wozniacki skal ikke spille årets US Open for at vinde turneringen eller at komme i finalen,« slår Mats Wilander fast.

»Det er hun slet ikke klar til, for hun er ikke på 100 procent. Målet må være at vinde en kamp eller to. Og så skal hun ellers i gang med at genopbygge sig selv,« siger svenskeren.

Med det mener han, at Caroline Wozniacki skal spille flere kampe - og begynde at vinde igen for at få noget selvtillid. Mats Wilander hæfter sig ved, at Caroline Wozniacki tidligere har vist, at hun kan slå de fleste i verden.

Baghånden er en af de bedste på planeten, og hun er meget sikker i grundspillet. Udholdenhed og fightervilje er også karakteristisk for den tidligere verdensrangliste-etter. Eller skulle man snarere sige: Sådan VAR det.

For 2016-udgaven af Caroline Wozniacki vinder ikke længere nødvendigvis, når duellerne og kampene bliver lange. Og svaghederne - serven, forhånden og problemer mod hårdtslående spillere som Williams-søstrene - er der stadigvæk. Det anerkender Mats Wilander gerne, men som han siger:

»Det er forståeligt, for i øjeblikket leder Caroline Wozniacki efter sit spil. Og det kræver tålmodighed og meget hårdt arbejde at finde det. Det må både hun selv og danskerne acceptere.«.

Spørg man Mats Wilander, skal Caroline Wozniacki være mere modig på tennisbanen og tage nogle flere chancer
Spørg man Mats Wilander, skal Caroline Wozniacki være mere modig på tennisbanen og tage nogle flere chancer Foto: Adam Glanzman
Vis mere

Når grundspillet engang er på plads, kan Caroline Wozniacki begynde at kravle opad igen, mener Mats Wilander.

»Jeg kunne godt tænke mig, at Wozniacki blev noget modigere i sit spil. At hun tog nogle chancer. Hun kommer aldrig til at blive en af de hårdtslående spillere. Men hun kan møde boldene noget tidligere og lægge pres på modstanderne på den måde. Hun kunne også gå noget mere til nettet. Det ville være en måde at udvikle sig på,« siger han.

Og så er vi tilbage til det med danskeren i tennissportens verdenstop.

»Så gammel er Caroline Wozniacki jo heller ikke.Tænk på Williamssøstrene. De er i 30erne. Det er muligt, hvis hun vil lære og kæmpe hårdt. Og mit indtryk er, at hun er villig til at lære. Jeg tror på det. Og jeg håber det også,« slår Mats Wilander fast.