Caroline Wozniacki bliver et af hovednavnene, når den danske tennisspiller stiller op i Auckland Classic i New Zealand fra 2. til 7. januar.

Turneringen åbner 2017 for Wozniacki, som kan se frem til at konkurrere mod blandt andre serberen Ana Ivanovic og amerikaneren Serena Williams.

Arrangørerne er tilfredse med, at Wozniacki er med i turneringen, da den dermed har fire tidligere verdensettere med.

Ud over Wozniacki, Ivanovic og Serena Williams er det også Venus Williams, som har været nummer et i verden.

Det bliver generelt den 'stærkeste besætning nogensinde', lyder det fra turneringens direktør, Karl Budge.

»Det er ukendt territorium for en sportsbegivenhed i New Zealand. En af disse fire spillere kunne være et hovednavn i sig selv. De er de kvindelige atleter i verden, der kan sælge flest billetter. Sande superstjerner, som er kendt ved deres fornavne på ethvert kontinent,« siger Karl Budge.

Turneringen fungerer som opvarmning til årets første grand slam-turnering, Australian Open, der begynder 16. januar.

Wozniacki, som lige nu er nummer 19 i verden, og Ivanovic, der er nummer 63, er begge på vej tilbage fra skader.

»Jeg har gode minder fra min titel i Auckland i 2014, og jeg er fast besluttet på at markere mig igen i 2017,« siger Ivanovic til turneringens hjemmeside.

36-årige Venus Williams, nummer 17 i verden, vandt turneringen i 2015, da hun slog Wozniacki i finalen.

Det er første gang, at 35-årige Serena Williams, nummer to i verden, er med i Auckland.

Den forsvarende mester, amerikaneren Sloane Stephens, nummer 35 i verden, er også med blandt de 24 deltagende spillere.

/ritzau/