Caroline Wozniacki er klar til finalen ved Miami Open i USA.

Torsdag spillede den danske tennisspiller sig i finalen ved Miami Open i USA, da hun efter en flot indsats besejrede tjekken Karolína Plísková i semifinalen.

Sejrscifrene blev 5-7, 6-1, 6-1 i Wozniackis favør.

Efter et meget lige første sæt var den 26-årige dansker aldeles suveræn. Og hun vandt stort over verdensranglistens nummer tre.

Caroline Wozniacki har tabt de foreløbig to finaler, som hun har været i efter nytår, den ene i øvrigt til Karolína Plísková.

I finalen i Miami skal danskeren møde enten amerikaneren Venus Williams eller briten Johanna Konta. De mødes natten til fredag dansk tid i den anden semifinale.

Caroline Wozniacki havde vundet tre af fire indbyrdes kampe mod Karolína Plísková før torsdagens kamp.

Danskerens seneste sejr lå dog tilbage i 2014, og tidligere i år vandt den 1,86 meter høje tjekke 6-3, 6-4 over Caroline Wozniacki i finalen ved WTA-turneringen i Doha.

Caroline Wozniacki kom under pres fra kampens første parti.

Her fik hun brudt sin serv, da Karolína Plísková udnyttede sin tredje breakbold i partiet.

Danskeren holdt dog fast og fik brudt tilbage til stillingen 4-4.

Foran 5-4 havde Caroline Wozniacki tre sætbolde i Karolína Plískovás serv. Men tjekken var ikke indstillet på at lade danskeren sejre.

Verdensranglistens nummer tre fik udlignet til 5-5 og brød derefter for anden gang i sættet.

Så kunne tjekken serve sættet hjem. Hun fik sin anden sætbold i partiet, da Caroline Wozniacki kiksede en oplagt flugtning ved nettet.

Danskeren kunne herefter ikke returnere tjekkens kraftfulde serv over nettet. Og så gik første sæt til Karolína Plísková.

I andet sæt var rollerne byttet om. Caroline Wozniacki brød først modstanderens serv til 2-0. Efter endnu et servegennembrud vandt danskeren sættet 6-1.

Wozniacki fortsatte dominansen fra begyndelsen af tredje sæt, og efter et servegennembrud til 2-0 marcherede danskeren sikkert mod sejren.

/ritzau/

Du kan genopleve Caroline Wozniackis kamp i LIVE-bloggen herunder: