Caroline Wozniacki er ikke i stand til at gennemføre kvartfinalen mod Monica Niculescu, oplyser hendes far.

Luxembourg. Tennisstjernen Caroline Wozniacki er for syg til at spille torsdagens kvartfinale mod rumænske Monica Niculescu i Luxembourg Open.

Det oplyser hendes far og træner, Piotr Wozniacki, i en sms til Ekstra Bladet.

Danskeren så allerede sløj ud, da hun onsdag slog tyske Sabine Lisicki i tre sæt.

Piotr Wozniacki har forklaret Ekstra Bladet, at datteren efter kampen mod Lisicki havde det så skidt, at hun var begyndt at kaste op.

Det er sandsynligvis en mavevirus, der holder hende ude af kvartfinalen, som stod til at gå i gang klokken 18.00.

Wozniacki var storfavorit til at spille sig videre til semifinalen efter en måned, hvor danskeren har været i storform med to turneringssejre i Asien.

I de hidtil syv indbyrdes møder med Monica Niculescu har Wozniacki vundet alle sammen.

Succesen i Tokyo og senest Hongkong samt en flyvetur til Europa har sandsynligvis tæret en del på danskerens overskud og kræfter.

/ritzau/