Caroline Wozniacki fortryder ikke, at hun på sit pressemøde efter sin sejr i Wimbledons anden runde torsdag eftermiddag mod Denisa Allertova nægtede at besvare en italiensk journalists spørgsmål.

»Generelt synes jeg, at mit forhold til journalisterne er fint. Men jeg mener altså, at man ikke er forpligtet til at besvare dumme spørgsmål,« sagde Caroline Wozniacki efter hun fredag formiddag på Wimbledon-anlægget havde afsluttet et halvanden time langt træingspas med sn nye, tjekkiske slagpartner Jaroslav Pospisil.

Mens sveddråberne piblede nedad panden, uddybede hun sin mening:

»Det spørgsmål, som italieneren stillede, var fra min synsvinkel umuligt at svare på. Hvordan i alverden kan han tro, at jeg kan vide, hvad der foregår inde i Camila Giorgis hoved inden vores kamp i tredje runde (lørdag, red.),« spurgte Caroline Wozniacki.

Der er dog ingen tvivl om, at hendes mentale spændingsniveau før kampen mod Camila Giorgi er højere end normalt.

Det bekræftede hendes far og coach, Piotr Wozniacki, der overfor dansk presse lod vide, at han helst ikke ville udtale sig om den forestående kamp.

»Jeg ved, at Caroline under Wimbledon-turneringer læser nogle af avisernes historier om hende. Så for at jeg ikke siger noget forkert, og hun derved kunne blive gal på mig, vælger jeg at sige 'ingen kommentarer'. Det er vigtigt, at Caroline op til kampen er positiv og i godt humør. Er hun det, får danskerne den sejr, de ønsker,« sagde Piotr Wozniacki.

Det bliver fjerde gang, at Caroline Wozniacki møder Camila Giorgi:

Mens danskeren tabte ved US Open i 2013 og i WTA-turneringen i New Haven 2014, vandt hun på græsset i Eastbourne i fjor.

»Jeg husker kampen udmærket. Bølgerne gik højt,« sagde Caroline Wozniacki og hentydede til en situation, hvor Camila Giorgi i første sæts tiebreak skød en bold i hovedet på en tilskuer, fordi hun havde lavet en dobbeltfejl.

»Det var altså ikke særligt smart gjort af hende,« sagde Caroline Wozniacki.

Camila Giorgis argentinsk-fødte far Sergio Giorgi, der i 1980erne deltog i Falklandskrigen mod England, huskede godt episoden, da denne signatur spurgte ind til den torsdag eftermiddag ved et pressemøde.

»Efter kampen blev Camila idømt en bøde af WTA for episoden. Beløbets præcise størrelse husker jeg ikke. Men vi betalte den naturligvis, og nu er vi videre,« sagde Sergio Giorgi, der med sit store, krøllede hår er en af tennisverdenens mest iøjnefaldende og farverige skikkelser.

»Jeg kender ham udmærket. Det vil være forkert at påstå, at han er skør. Men i måden man opfører sig overfor hinanden, har han andre regler end os andre. Da Caroline mødte Giorgi i Eastbourne, havde arrangørerne placeret os ved siden af hinanden. Men mens jeg sad nogenlunde stille, hoppede Sergio op og ned i sit sæde under hele kampen,« fortalte Piotr Wozniacki.

Og hvem vinder så kampen?

Svaret fra Piotr Wozniacki og Sergio Giorgi er enslydende:

»Det gør min datter.«

Sergio Giorgi, der tidligere i år gjorde sig upopulær blandt topspillerne fordi han mener at tennissporten har et dopingproblem, uddybede sit svar.

»Camila er et kæmpe talent. Vent og se i løbet af et par år ligger hun nummer et på verdensranglisten,« sagde Sergio Giorgi.

Det italienske sportsblads udsendte Wimbledon-reporter, Luca Marianantoni, forventer en lang og lige kamp.

»Caroline Wozniacki er en bedre og mere erfaren tennisspiller end Camila Giorgi. Men har italieneren en af de dage, hvor alt fungerer for hende, kan Caroline få det svært,« siger han.

Det synspunkt giver Camila Giorgi ham ret i.

»Jeg kender udmærket Wozniacki. Men hvordan hun har tænkt sig at spille kampen, interesserer mig ikke. Jeg fokuserer udelukkende på mit eget spil, og forventer at vinde,« lyder hendes kortfattede kommentar før kampen.

---

FAKTA: Caroline Wozniacki vs Camila Giorgi 1-2

2013: Camila Giorgi besejrer Caroline Wozniacki i Grand Slam-turneringen US Open 4-6, 6-4, 6-3

2014: Caroline Wozniacki besejrer Camila Giorgi i Eastbourne 6-7, 6-4, 6-2

2014: Camila Giorgi besejrer Caroline Wozniacki i New Haven 6-4, 6-2