Med sin dopingdom sidste år faldt en af tennis-sportens største dronninger, Maria Sharapova, ned fra sin trone med et brag.
Men den russiske verdensstjerne kan nu for alvor begynde at øjne sit comeback til sporten, når hendes 15-måneder lange karantæne for ulovlig brug af stoffet meldonium slutter til april.
Sharapova arbejder da også hårdt på at vende tilbage til WTA-touren i skarpest mulige fysiske forfatning. Det viser en video, hun har lagt ud på Instagram-profil i hvert fald.
Her ses den tidligere verdens-1’er i færd med en række styrketrænings- og balanceøvelser med sin personlige træner.
»En smule balance, styrke og yoga med Yutaka. Må jeg bede om kage!« skriver Sharapova som kommentar til videoen, som kan ses herunder.
Den langbenede tennisstjerne blev i januar 2016 suspenderet i to år af Det Internationale Tennisforbund efter en positiv dopingtest ved Australian Open.
Den karantæne blev siden reduceret til 15 måneder af Den Internationale Sportsdomstol, CAS, og slutter den 26. april.
Kort herefter skal den 29-årige russer, som har vundet fem Grand Slams, i aktion i WTA-turneringen i Stuttgart.
Og i sidste uge fik den tidligere verdens-1’er tildelt et wildcard til Madrid Open, som begynder den 5. maj.
»Hun er en af de bedste spillere de sidste 15 år og har tidligere vundet denne turnering. Hun spiller altid godt i Madrid, og jeg er sikker på, at hun vender tilbage til banen med motivationen i top,« siger Madrid Open-direktør Manolo Santana.
Sharapova sagde i forbindelse med afsløringen af hendes positive dopingprøve, at hun fik stoffet i sig via medicin, hun har taget i årevis.
»Jeg tager det fulde ansvar. Det er mit ansvar, hvad jeg putter i min krop,« lød det.
Meldonium har været på dopinglisten siden slutningen af 2015, og skiftet blev varslet i september 2015 af Det Internationale Antidoping Agentur (Wada).
Meldonium er hjertemedicin, som også kan sende større mængder ilt ud til musklerne, og det var årsagen til, at stoffet blev gjort ulovligt.
Som en konsekvens af dopingsagen mistede Maria Sharapova store sponsorer som tøjproducenten Nike og urfirmaet Tag Heuer.
Nike valgte dog senere at genoptage samarbejdet med russeren, der i mange år har været en af de største stjerner i tennissporten, både sportsligt og kommercielt.
