Caroline Wozniacki fortsætter succes i årets Wimbledon-turnering.

På det store tennisanlægs bane 1 besejrede den femteseedede dansker Camila Giorgi overbevisende 6-2, 6-2.

Hermed er den 24-årige danske tennisspiller klar til ottendedelsfinalen, der spilles på mandag.

»Jeg er meget glad for sejren. Camila er en spiller, som man skal have stor respekt for. Men jeg er glad for den måde, jeg er kommet gennem den første Wimbledon-uge på. Mine server og returneringer har fungeret godt,« sagde Caroline Wozniacki straks, efter hun havde forladt banen til engelsk tv.

Caroline Wozniacki indledte kampen bedst.

Hun brød straks den 32. seedede italieners alt andet end velfungerende serv, og med sejr i eget serveparti bragte hun sig foran 2-0.

Det kunne være blevet 3-0. Men selvom Caroline Wozniacki førte 40-15 i modstanderens serv, udnyttede hun ikke muligheden for at komme op med et dobbelt-break.

Det slog dog ikke Caroline Wozniacki ud, ligesom hun heller ikke lod sig påvirke negativt af, at Camila Giorgi fik udlignet til 2-2.

Således vandt hun de fire efterfølgende partier på rad og række og sikrede sig derfor det 42 minutter lange og urytmiske første sæt med cifrene 6-2.

Andet sæts indledende fase var jævnbyrdigt.

De to spillere fulgtes ad til 1-1, hvorefter Caroline Wozniacki trykkede speederen i bund:

Via to servegennembrud kom hun foran 5-1, og vandt sættet 6-2.

Caroline Wozniackis modstander i ottendedelsfinalen bliver den 20. seedede spanier Garbine Muguruza, der overraskende besejrede tyskeren Angelique Kerber (seedet 10) 7-6, 1-6, 6-2.

Det tegner på forhånd til en vanskelig opgave for Caroline Wozniacki, der I den indbyrdes statistik mod Garbine Muguruza er bagud 1-2.