Tvivlsomme investeringer. I tvivlsomme firmaer. I tvivlsomme lande.

Det er en stor del af forklaringen på, hvordan den tyske tennislegende Boris Becker har mistet alt. Han er for nylig blevet erklæret konkurs trods massive indtjeninger på over 1,1 milliard kroner i sin karriere.

Både som spiller, som træner og som ombejlet reklamesøjle.

Det er tyske Der Spiegel, der nu via dokumenter fra whistleblowersitet Football Leaks har fået indblik i, hvordan Boris Becker har forvaltet sin formue.

Ifølge medier har den i dag 49-årige tysker blandt andet forsøgt at investere millioner af kroner i energiindustrien i Nigeria.

Blandt andet viser dokumenter ifølge Der Spiegel, hvordan Boris Becker på ét tidspunkt puslede med en investering på 75 millioner kroner i bare ét enkeltstående projekt.

Der er også meldinger om lignende investeringer i Ghanas olie-og gasindustri. Desuden er der tilsvarende dokumenter, der viser forsøg på at investere i indisk stålindustri. Blandt andet sammen med mangemillionæren Laxmi Mittal.

Skilsmissen fra Barbara Feltus blev dyr for Boris Becker.
Skilsmissen fra Barbara Feltus blev dyr for Boris Becker.
Vis mere

Skilmissen fra Barbara Feltus var også hård ved økonomien, da den menes at have kostet over 150 millioner kroner. Plus luksushuset i Miami, USA.

Boris Becker har også været tvunget til at købe et hus i London til en kvinde, som blev gravid med hans barn. Mens han var gift med en helt anden.

Og historierne er siden konkursen piblet ud om den manglende økonomiske tæft. LÆS MEGET OM MERE OM SKANDALERNE HER

Der er desuden den tidligere forretningspartner Hans-Dieter Cleven, der siden har ønsket at indfri en tilgodehavende i omegnen af 275 millioner kroner. Forgæves.

Det var investeringsbanken Arbuthnot Latham, der midt i juni fik Boris Becker erklæret konkurs ved retten i London.

Ved den lejlighed udtalte dommeren, at hun ikke så nogen beviser for, at den tidligere tennisspiller skulle være i stand til at betale sin gæld.

På tennisbanen havde Boris Becker dog succes. Han vandt seks grandslamtitler i karrieren (tre i Wimbledon, to i Australian Open og en i US Open). I alt blev det til 49 titler på ATP-touren.