Nedturen er total for den tidligere tyske tennislegende Boris Becker. I sidste uge gik han personligt konkurs, og umiddelbart ser det ikke ud til, at heldet vender for den 49-årige tysker lige foreløbigt.

Beckers nedtur startede i sidste uge, da han ved retten i London blev erklæret konkurs, efter han ikke kunne betale sine regninger. Hvor meget Becker helt præcist skylder, er stadig uvist, men der er ingen tvivl om, at der er tale om millioner. Mange millioner.

Og ifølge Daily Mail gik det fra ondt til værre mandag for Becker.



Tyskeren har tilsyneladende ikke tænkt sig at skrue ned for sit forbrug og var derfor mandag på besøg i en privat klub (det koster næsten 9.000 kroner at blive medlem foruden et månedligt gebyr på 2500 kroner, red.) med stort spaanlæg i South Kensington i London. Her parkerede Becker to af sine biler. En Porsche Cayenne GTS (værdi i Danmark - alt fra 1,2 til 1,9 millioner kroner, red.) samt en blå Maserati (omkring 2 - 2,5 millioner danske kroner).

Men en årvågen parkeringsvagt opdagede, at Becker ikke havde betalt sine parkeringsafgifter fra tidligere, og derfor blev begge biler bugseret væk.

Avisen skriver ydermere, at det ikke kun er økonomiske problemer, Becker har i øjeblikket.

Også ægteskabet med tyskerens kone Lilly Becker er i fare. Angiveligt skulle den personlige konkurs havde sat så stort pres på forholdet, at en skilsmisse nu måske lurer i horisonten.

Det var den engelske investeringsbank Arbuthnot Latham, der havde stævnet Becker. Banken specialiserer sig i kommercielle løn og investeringer, og bankens stævning resulterede i sidste ende i Beckers konkurs.

Efter karrieren har Becker blandt andet været træner for tennisspilleren Novak Djokovic, mens han den seneste tid har ernæret sig som tenniskommentator. Men trods det nye job troede retten ikke på, at det ville skaffe den fornødne kapital til at kunne tilbagebetale gælden.

Boris Becker vandt seks Grand Slams i sin karriere - heraf tre Wimbledon-titler i 1985, 1986 og 1989. Han var blot 17 år gammel, da han vandt i 1985.