Det var en skuffet Maria Sharapova, der mødte pressen efter hun havde tabt sin andenrunde-kamp ved WTA-turneringen Miami Open 6-7, 3-6 til landsmanden Daria Gavrilova.

»Sådan er sport nogle gange. Selvfølgelig er jeg overrasket. Jeg forventede helt klart at vinde. Men selvom man er favorit, skal man stadig ud at vinde sin næste kamp. I dag må jeg bare konstatere, at dette ikke lykkedes,« sagde Maria Sharapova, der stadig har sin første titel i Miami tilgode.

Fem gange tidligere har hun været i finalen, og fem gange er det blevet til nederlag.

Efter kampen sagde Daria Gavrilova, der blot ligger nummer 97 på verdensranglisten, at hun med sejren over Maria Sharapova fik en gammel drøm til at gå i opfyldelse.

»Jeg har ønsket at besejre Maria lige siden, jeg så hende vinde Wimbledon-finalen over Serena Williams (i 2004, red.),« sagde Daria Gavrilova.

Det var første gang, at russeren, der til daglig bor og træner i Australien, besejrede en top 10-spiller.

Med Maria Sharapovas tidlige exit er der nu åbnet op for, at rumæneren Simona Halep ved den kommende verdensrangliste-opdatering overtager hendes andenplads.

Ellers var det favoritternes dag ved Miami Open, hvor Caroline Wozniacki udspillede amerikaneren Madison Brengle og vandt 6-0, 6-1.

Danskeren skal nu møde estiske Kaia Kanepi lørdag, og vinder hun her, venter der formentlig en kamp mod Venus Williams. Den amerikanske veteran spillede sig videre til tredje runde med en sikker sejr på 6-3, 6-2 over Urszula Radwanska.

I herresingle var det mest opsigtsvækkende resultat, at den skadesplagede argentiner Juan Martin Del Potro tabte sin comeback-kamp til den useedede canadier Vasek Pospisil 4-6, 6-7.