Stor nedtur: Wozniacki slået ud i Australien

Efter en vaskeægte gyser er Caroline Wozniacki ude af WTA-turneringen Apia International i Sydney.

Danskeren viste ellers god fightervilje mod tjekkiske Lucie Safarova, men manglende kynisme i andet sæt blev straffet hårdt.

I den tætte og dramatiske tiebreak havde Caroline Wozniacki hele fire sætbolde, der kunne have sendt kampen ud i et tredje og afgørende sæt. Men i stedet for dansk optur viste den 26-årige tjekke anderledes effektivitet, da hun udnyttede sin første matchbold og dermed vandt kampen 6-4 7-6.

Med nederlaget blev der lagt en dæmper på den eufori, der har omgivet Wozniacki-lejren, efter det nytårsaften blev offentliggjort, at den 23-årige dansker er blevet forlovet med den nordirske golfstjerne Rory McIlroy. Den nyhed blev fulgt op med mandagens sejr over hendes onde tyske ånd Julie Görges, der tidligere har været hård ved Caroline Wozniacki på tennisbanen.

Wozniacki trods nederlag: Jeg er Grand Slam-klar

Dermed lignede det starten på et flot 2014, men desværre kunne Wozniacki tirsdag morgen dansk tid ikke ride videre på bølgen af succes mod verdens nummer 27, Lucie Safarova.

Dermed fik Danmarks bedste tennisspiller ikke den forberedelse, man kunne have håbet på, inden det næste uge går løs med årets første Grand Slam, Australian Open.

Som den anerkendte amerikansk tennisekspert Matt Cronin tweetede kort efter nederlaget:

- Wozniacki missede lige fire sætbolde i tiebreak mod Safarova. Den sidste et meget nervøst grundslag. Taber 4-6 6-7. Ikke en god måde at gå ind til Australian Open.

Læs også: