Guido Pella overlevede fire matchbolde, inden han måtte give fortabt på den femte mod Feliciano López.

Melbourne: Underholdningen var helt i top, da spanieren Feliciano López torsdag formiddag dansk tid spillede sig videre til tredje runde i grand slam-turneringen Australian Open.

Efter en yderst seværdig maratonkamp på mere end fire og en halv time vandt López med de tætte cifre 7-6, 6-7, 7-6, 6-7, 6-4 over argentineren Guido Pella.

I fjerde sæt tilspillede López sig to matchbolde, men Pella afværgede dem begge på heroisk vis, selv om han var hårdt presset i duellerne.

Samme scenarie gentog sig i femte og afgørende sæt, hvor Pella præsterede at redde yderligere to matchbolde.

Først på den femte matchbold i femte sæt fik en træt og kramperamt López hevet sejren i hus, da han fik brudt argentinerens serv for blot femte gang i hele kampen.

I tredje runde skal 18.-seedede López op imod amerikaneren John Isner, der er seedet som nummer 10 i turneringen i Melbourne.

Isner, der ligesom López også er kendt for at være en særdeles god server, vandt i anden runde med 6-3, 7-6, 7-6 over spanieren Marcel Granollers-Pujol.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook