Den danske tennisspiller tabte til Jelena Ostapenko, hvilket sender Caroline Wozniacki mod fald på ranglisten.

New Haven. Engang regerede hun som enehersker ved Connecticut Open i New Haven.

Mandag blev tennisspilleren Caroline Wozniacki sendt ud i første runde af den amerikanske WTA-turnering på hardcourt, som hun vandt fire år i træk fra 2008 til 2011.

Den 26-årige dansker tabte 5-7, 2-6 til letten Jelena Ostapenko, der rangerer som verdensranglistens nummer 39, 12 pladser over Wozniacki.

I de to spilleres første møde tog den 19-årige lette teten fra start med et servegennembrud i kampens første serveparti.

Caroline Wozniacki var dog ikke slået, og med to servegennembrud fik hun vendt stillingen 0-2 til 4-2.

De to spillere fortsatte med at bryde hinandens servepartier, blandt andet da danskeren foran 5-3 kunne serve sættet hjem.

Ved stillingen 5-4 havde Caroline Wozniacki en sætbold i modstanderens serv, men Jelena Ostapenko holdt serv og brød senere til 6-5, inden hun afgjorde sættet ved at holde serv.

I andet sæt blev formsvage Wozniacki brudt til 1-2, men selv om hun omgående brød tilbage, var det en stakket frist.

Danskeren fik sin serv brudt for sjette og syvende gang i kampen, og til sidst kunne Jelena Ostapenko serve sejren hjem.

Caroline Wozniacki nåede sidste år frem til semifinalen i New Haven.

Hun kan med den tidlige exit se frem til at miste en del ranglistepoint, hvilket vil sende hende ned på verdensranglisten.

Turneringen i New Haven fungerer som Caroline Wozniackis optakt til årets sidste grand slam-turnering, US Open, der begynder i næste uge.

Danskeren nåede i både 2009 og 2014 frem til finalen ved US Open, der også spilles på hardcourt, danskerens foretrukne underlag

/ritzau/