LONDON: Skal Caroline Wozniacki repræsentere Danmark og dermed bære Dannebrog ind på stadion under åbningshøjtideligheden ved august måneds olympiske lege i Rio de Janeiro?

»Afgørelsen er taget. Men jeg ønsker ikke at sige andet end at vi har haft hendes appelsag til debat i dag, og at der kommer en officiel udmelding fra os i løbet af nogle få timer,« siger den tidligere Grand Slam-vinder Mary Pierce, der er medlem af det Internationale Tennis Forbunds 12 personers store olympiske udvalg, til BT på Wimbledon-anlægget i London.

Caroline Wozniackis nye franske agent Julien Cassaigne er endnu mindre meddelsom.

»Jeg ønsker ikke at tale med pressen i øjeblikket. Beklager,« siger han og antyder, at man Wozniacki-lejren i øjeblikket føler sig trængt.

Hvis denne antagelse er korrekt, er det fuldt forståeligt eftersom Caroline Wozniacki røg ud af Wimbledon i første runde, dykker på verdensranglisten og nu risikerer at gå glip af OL.

Sagen har de seneste måneder fyldt meget hos såvel Caroline Wozniacki som danske idrætsledere.

Den tog sin begyndelse, da Danmarks Idræts-Forbund 5. februar højst overraskende meddelte, at Caroline Wozniacki skulle være dansk fanebærer ved OL i Rio de Janeiro, selvom hun endnu ikke havde kvalificeret sig.

Og da Caroline Wozniacki i april blev så alvorligt ankelskadet, at hun ikke kunne repræsentere Danmark ved landsholdsturneringen Fed Cup i Egypten tog sagen en ny drejning. Afbuddet betød nemlig at hun ikke kunne opfylde det Internationale Tennis Forbunds krav om at en spiller for, at få lov til at deltage ved OL udover at ligge i top-56 på verdensranglisten også skal have deltaget i mindst to Fed Cup-arrangementer over den seneste fire-års-periode.

Før mødet i det Internationale Tennis Forbunds olympiske komite sagde Caroline Wozniacki, at hun ville blive både overrasket og skuffet, hvis ikke hun for tredje gang kommer til at repræsentere Danmark ved OL.

»Jeg synes, at jeg fortjener OL-deltagelse, fordi jeg gennem årene har gjort meget for ITF og Fed Cup,« sagde Caroline Wozniacki under den igangværende Wimbldon-turnering, hvor hun blev slået ud i første runde af den 13. seedede russer Svetlana Kuznetsova.