Det blev til en sejr og et nederlag for Maria Sharapova, da hun deltog i to showkampe i USA.

Las Vegas. Maria Sharapova var mandag for første gang tilbage på en tennisbane, siden russeren blev testet positiv for brug af det forbudte stof meldonium ved Australian Open i januar.

Den tidligere verdensetter spillede to opvisningskampe i Las Vegas i USA, hvor arrangørerne forsøgte at skrabe penge sammen til Elton John Aids Foundation.

Sharapova, som er røget ned som nummer 93 i verden, tabte sammen med sin 16-årige amerikanske doublemakker Taylor Johnson sin første kamp til legenden Martina Navratilova og Liezel Huber.

- Det er meget specielt at være tilbage på banen, siger Sharapova ifølge Reuters.

- Det er omkring syv måneder siden, jeg spillede foran tilskuere i et stadionmiljø. Jeg er selvfølgelig taknemmelig for invitationen og glad for at være en del af dette, siger hun.

Sharapovas karantæne blev i sidste uge nedsat fra to år til 15 måneder af Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

Det betyder, at 29-årige Sharapova kan deltage i tennisturneringer igen i april - en måned før French Open.

- Det var en stor oplevelse for Taylor og også for mig. Jeg har ikke spillet i lang tid, så det gjaldt om at have det sjovt og få grinet lidt, siger Sharapova.

I kamp to i Las Vegas stillede Sharapova op med John McEnroe og slog Navratilova og Andy Roddick.

- Jeg vil forsøge at spille nogle flere opvisningskampe op til min første turnering i april.

- Jeg ved ikke, hvilke turneringer jeg stiller op i, men det er vigtigt for mig at få kamptræning. Det kan man ikke erstatte med noget andet.

- Jeg kan træne nok så meget, men det er ikke lige så godt som kamptræning, siger hun.

/ritzau/