Den russiske tennisspiller brød sin modstanders serv syv gange, da hun spillede sig videre i Rom.

Rom. Maria Sharapova spillede sig mandag videre til anden runde ved WTA-turneringen i Rom.

Den russiske tennisspiller, der for nylig vendte tilbage efter udstået dopingkarantæne, overvandt amerikaneren Christina McHale og sejrede med cifrene 6-4, 6-2.

Første sæt resulterede i hele syv servegennembrud, og med det sidste af slagsen sikrede Maria Sharapova sætsejren.

Det skete, da hun brød sin modstanders serv for fjerde gang i sættet.

I andet sæt brød russeren hurtigt til 2-0 og senere til 5-1.

Herefter fik Christina McHale en kort opblomstring med et servegennembrud, men derefter sikrede Maria Sharapova sejren med kampens 11. servegennembrud.

Sejren var russerens femte i lige så mange kampe mod Christina McHale, der ligger nummer 58 på verdensranglisten.

30-årige Sharapovas comeback efter dopingkarantænen har skabt utilfredshed blandt nogle af russerens kolleger.

Det skyldes, at Maria Sharapova er blevet tildelt flere wildcards til store turneringer, herunder turneringen i Rom, selv om hun ligger langt nede på verdensranglisten. Hun er i øjeblikket nummer 211.

Sharapova har tre gange vundet turneringen i den italienske hovedstad, senest i 2015.

Sidste år var hun ikke med, da hun var suspenderet for brug af det forbudte stof meldonium.

Russeren blev senere idømt to års karantæne, men karantænen blev senere sat ned til 15 måneder.

I anden runde skal Maria Sharapova møde kroaten Mirjana Lucic-Baroni, der besejrede tjekken Lucie Safarova i tre sæt.

/ritzau/