Australian Open sluttede med endnu en skade til Serena Williams, der føler sig 'næsten lettet' over at være slået ud.

Årets største overraskelse indtraf i nat, da Serena Williams måtte se sig besejret af teenageren Sloane Stephens. SE BILLEDER AF STEPHENS HER

Den 19-årige landsmand til Williams vandt med cifrene 3-6 7-5 6-4 og har ifølge Australian Opens officielle hjemmeside bedrevet turneringens største overraskelse i et årti.

Undervejs i turneringen er Serena Williams løbet ind i en række skader og er næsten 'lettet' over at være ude af årets første Grand Slam.

- Grand Slam-mæssigt er der ingen tvivl. Det her er det værste, jeg har prøvet nogensinde. Jeg er næsten lettet over, at det nu er forbi. Det har været lidt svært, siger Serena Williams ifølge nyhedsbureauet AFP.

I første runde var det anklen, der drillede Serena Williams, dernæst slog hun sin ketsjer i hovedet på sig selv i anden runde, og i nat var det så ryggen, som voldte hende problemer.

- Jeg løb for at nå en stopbold ved nettet, og da jeg skulle til at slå til bolden med baghånden, gik der noget galt med ryggen. Jeg skreg inde på banen. Jeg tænkte: Aargh. Det strammede helt op efter det og gjorde meget ondt, forklarer Serena Williams.

Selv om Sloane Stephens lyder som et ubeskrevet blad, er den amerikanske tenniskomet faktisk nummer 25 på verdensranglisten.

Næste opgave for teenageren bliver den forsvarende mester Victoria Azarenka i semifinalen.