Serena Williams er stadig på kurs mod en ægte Grand Slam - en sæson, hvor hun vinder alle de fire store turneringer inden for det samme kalenderår. Men det holdt hårdt, da amerikaneren var i tovene mod sin landsmand Bethanie Mattek-Sands i US Opens tredje runde.

Mattek-Sands er med i turneringen på et wildcard, og det udnyttede hun til fulde. Hun tog første sæt 6-3 og var på 5-5 i andet sæt, inden verdensetteren tog de to næste partier og dermed andet sæt 7-5.

Og så gik det stærkt. Mattek-Sands havde ikke mere i tanken, Williams uddelte et æg og vandt tredje sæt 6-0, og dermed spillede hun sig frem til ottendedelsfinalerne, hvor en ny amerikaner venter i form af Madison Keys.

Dermed mangler Williams kun fire sejre til, før hun som den kun fjerde kvinde i historien har vundet alle fire grand slam-turneringer i det samme kalenderår - og den første siden Steffi Graf gjorde det senest i 1988.

»Det er ikke, fordi jeg forsøger at leve på kanten. Nogle spillere kommer bare i gang  virkelig stærkt. Jeg kom ikke for langsomt i gang, jeg synes bare, at Bethanie kom godt i gang. Jeg var nødt til at omstille mig til hendes spil og var til sidst i stand til finde noget rytme i slutningen af andet sæt,« sagde en lettet Williams efter sejren.