Serena Williams er videre til semifinalen ved Australian Open, efter hun i nat dansk tid slog slovakken Dominika Cibulkova ud med de overbevisende cifre 6-2, 6-2.

Den amerikanske tennisstjerne spillede noget af sit bedste tennis i opgøret mod Cibulkova, der aldrig rigtig fandt ind i en god rytme mod Caroline Wozniackis veninde.

Topseedede Serena Williams virkede ekstremt oplagt, og især i sine egne servepartier lod amerikaneren ikke Cibulkova komme til ret mange point. På den korte tid, kampen varede, nåede Serena Williams at banke 15 serveesser forbi Cibulkova.

I semifinalen skal Serena Williams op imod Madison Keys. Den unge amerikaner vandt 6-3, 4-6, 6-4 over Serenas søster, Venus Williams. Madison Keys har aldrig været længere end tredje runde ved en Grand Slam, mens Serena Williams derimod har vundet 18 slams gennem sin karriere. Fem af dem ved Australian Open.

Maria Sharapova og Ekaterina Makarova møder hinanden i et russisk opgør i den anden semifinale.