Serena Williams og Caroline Wozniacki troppede onsdag eftermiddag op i Jyske Bank Boxen i Herning til pressemøde forud for torsdagens showkamp.

Her var de to tennisstjerners venskab ikke overraskende et af temaerne, som der blev spurgt ind til.

»Når vi er på banen, er vi konkurrenter, der vil vinde. Der er skrig og 'come on's', men når vi er uden for banen, er det helt anderledes. Der kan vi være venner og bare nyde tiden. Vi rejser til de samme turneringer hele tiden, og det er fantastisk at have så fantastisk en ven som Serena på Touren, som du kan snakke med, og som kan relatere til dig. Det er fantastisk, at det er muligt,« lød det fra 25-årige Caroline Wozniacki, der dukkede op med en moderigtig sort hat på det gyldenblonde hår.

Med sine 34 år er der dog næppe tvivl om, at verdensetteren Serena Williams er trådt ind i karrierens efterår. Adspurgt, hvordan de to veninder vil holde sammen, når Serena Williams stopper karrieren og ikke længere skal flyve rundt til de samme turneringer som Wozniacki, svarede den amerikanske verdensstjerne med et lille grin.

»Jeg vil helt sikkert være på sidelinjen og følge Caroline. Jeg har sagt til hende, at jeg vil være i hendes boks. Jeg har endda spurgt, om jeg kunne blive hendes træner. Vi må se, hvad der sker.«

Caroline Wozniacki og Serena Williams har været tætte veninder i en årrække. Det var Serena Williams, der planlagde danskerens polterabend frem mod brylluppet med den irske golfstjerne Rory McIlroy, ligesom det var selvsamme Williams, der hjalp Wozniacki videre, da McIlroy aflyste brylluppet. På samme måde har også Caroline Wozniacki været der for Serena Williams i de svære stunder.

»Det faktum, at Caroline og jeg er meget tætte, gør det hele bedre. Vi forstår de forskellige ting, vi går igennem i livet. Vi er der altid for hinanden i de svære øjeblikke - og de rigtig sjove øjeblikke.«

Et synligt bevis på venskabet faldt under pressemødet, da Serena Williams blev spurgt ind til skuffelsen over den manglende US Open-sejr i år. Dermed missede hun muligheden for at vinde samtlige fire Grand Slams på et kalenderår. Mens Serena Williams tøvende svarede, brød Wozniacki ind og 'forsvarede' sin veninde.

»Jeg tror, folk glemmer, hvor exceptionelt et år, hun har haft. Det irriterer mig, at folk kigger på det negative i stedet for alt det positive. Tre Grand Slam-sejre, fire i træk og en semifinale i den sidste - det er exceptionelt. Det taler for sig selv,« sagde Wozniacki, som efterfølgende fik en 'high five' af sin amerikanske veninde.

Showkampen mellem Caroline Wozniacki og Serena Williams spilles torsdag aften klokken 21 i Jyske Bank Boxen.