To sæt. Videre. Serena Williams spillede sig torsdag i tredje runde ved Australien Open uden de helt store problemer – men bagefter fik lidt større modspil på det obligatoriske pressemøde.

Det skete efter, at amerikaneren havde vundet med 6-3, 6-4 over tjekkiske Lucie Safarova.

Det fik en reporter på det efterfølgende pressemøde til at spørge sådan her:

Det så ud til at være lidt af en haltende indsats. Lidt flere uprovokerede fejl, nogle dobbeltfejl?

Det ville Serena Williams ikke finde sig i: »Jeg synes, at det er en meget negativ ting af sige. Er du seriøs?«

Journalist: »Det var bare min betragtning.«

Serena Williams: »Nå, men du skulle da have prøvet at være ude på banen. Det var ikke pænt sagt. Du burde sige undskyld. Har du lyst til at undskylde?«

Journalist: »Ja, det har jeg. Undskyld.«

Serena Williams: »Tak for det. Det var en god indsats. Jeg spillede godt. Hun er en tidligere top 10-spiller, og seneste gang vi mødte hinanden, var i en grandslam-finale (French Open i 2015, red.),« sagde Serena Williams:

»Det var ikke en nem kamp, og hun er en virkelig svær modstander. Man bliver nødt til at satse, og det betyder selvfølgelig, at man laver lidt flere fejl. Alt i alt mener jeg, at det var en virkelig god kamp, på begge sider af nettet.«

Serena Williams skal i næste runde møde landsmanden Nicole Gibbs.

Også Caroline Wozniacki er videre til tredje runde, hvor hun skal møde Johanna Konta. Den danske tennisspiller var også på slap line på et pressemøde forleden.