Serena Williams frygtede for karrieren, da hun fik en blodprop for to år siden.

Serena Williams er favorit til at vinde årets første grand slam Australian Open i januar. Men i 2011 så det en overgang ud til, at tennisdronningens karriere var forbi. Williams blev ramt af en blodprop i lungerne, lige som hun var på vej tilbage efter en skade.

Williams kom sig oven på blodproppen, og er i dag tilbage på topniveau. Men da hun lå på hospitalet, troede hun, at karrieren var forbi.

- Der var et par måneder, hvor jeg troede, at jeg aldrig kunne spille tennis, og jeg havde ikke lyst til at vinde Wimbledon. Jeg ville bare være rask, og komme hjem fra hospitalet, siger Williams ifølge expressen til L'Equipe. 

Den 31-årige tennisspiller frygtede ikke bare for karrieren, men også for livet.

- Da jeg var syg, tog jeg en test ved lægen. Der fortalte han mig, at han havde en ven, som havde oplevet det samme som mig. Han havde talt med sin ven, da vennen pludselig døde midt i deres samtale. Jeg kunne også være død, siger hun.

Serena Williams spiller lige nu opvarmningsturneringen Brisbane International. Australian Open begynder d. 14. januar.