Serena Williams er klar til semifinalen ved WTA Championships. Her skal hun lørdag møde polakken Agnieszka Radwanska.

Serena Williams, 31, har taget en bemærkelsesværdig beslutning.

Når sidste slag er slået ved denne uges turnering, WTA Championships, der afslutter 2012-sæsonen, dropper hun ferien, for at påbegynde forberedelserne til det nye års udfordringer.

- Mit kortsigtede mål hedder finalesejr ved Australian Open (i januar, red.). Men jeg vil vinde flere Grand Slam-titler. Min helt store drøm er at slå Steffi Grafs rekord på 22, siger Serena Williams, der selv står noteret for 15.

Lørdag spiller Serena Williams semifinale ved WTA Championships mod polakken Agnieszka Radwanska. Og amerikaneren er favorit.

Radwanska måtte fredag aften nemlig ud i en over tre timer lang tre-sæts-kamp mod Sara Errani før avancementet var en realitet.

- Jeg er spændt på at se, hvordan min krop vil reagere mod Serena efter denne oplevelse, siger Agnieszka Radwanska og tilføjer:

- Selvfølgelig satser jeg på at vinde. Men jeg går primært ind til kampen for at nyde spillet.

I den anden semifinale møder Maria Sharapova enten verdensetteren Victoria Azarenka eller Li Na.
 
Der spilles ved WTA Championships om en samlet præmiesum på 4,9 mio. US-dollars. Finalen afvikles søndag.