Trods en garanteret semifinaleplads i årets WTA World Championship viste Serena Willams klassen, da verdensranglistens nummer et, Victoria Azarenka, fik prygl i Istanbul.

Serena Williams var på forhånd videre i WTA World Championship, hvor årets otte bedste spillere deltager, men fandt alligevel de afgørende bolde frem, da hun gjorde rent bord i sin gruppe og besejrede verdensranglisten nummer et, Victoria Azarenka.

Dermed vil den hviderussiske tennisdronning utvivlsomt se sig febrilsk over skulderen i den kommende tid, hvor Serena Williams, efter en skadepræget sæson, for alvor er begyndt at nærme sig verdensranglisten øverste position med hastige skridt.

En position, som meget tyder på, at den hårdtslående amerikaner fortjener. I hvert fald viste Williams torsdag tegn på, at hun kan skrue op og ned for kvaliteten i sin tennis, som det passer hende.

Victoria Azarenka var ellers godt med i første sæt og gav specielt i de lange dueller smagsprøver på, hvorfor hun pt. kan kalde sig verdens bedste kvindelige tennis-spiller.

Duellanterne holdt stædigt fast i deres serv, indtil Williams pludselig brød til stillingen 5-3. Azarenka gav resolut svar på tiltale og brød tilbage til 4-5, men kollapsede totalt i sit sidste serveparti, hvilket resulterede i en gestikulerende, bandende og ketsjer-kastende verdensetter på vej ud mod pause-stolen.

Vreden tændte dog op i Azarenka, der kom buldrende ud til andet sæt. Efter to brudte partier førte hun pludselig 3-0 og så flyvende ud, men så skruede en ellers totalt fraværende Serena Williams op for tempoet og rullede ganske enkelt hen over sin hviderussiske modstander.

Seks ud af de næste syv partier gik til Williams, og derfor kunne hun jublende forlade banen og kort efter give interview med en to-sæts-sejr på 6-4, 6-4 i bagagen.

- Man skal spille godt for at slå Victoria. Hun har haft et godt år, og jeg er bare glad for, at jeg er i semifinalen. Jeg hang på og var i store problemer i andet sæt, så det var tilfredsstillende at komme tilbage alligevel, og jeg holdt hovedet koldt. Jeg har forhåbentlig to kampe endnu, og jeg tror, at jeg kommer til at møde Victoria igen, sagde en lykkelig Serena Williams efter kampen.

Serena Williams møder nu Maria Sharapova i den ene semifinale, imens Victoria Azarenka skal slå kinesiske Li Na i sin sidste gruppekamp, for at kvalificere sig til den anden semifinale.

Dermed har verdens-etteren fortsat mulighed for at få revanche mod Williams, som hun nu har tabt til fem gange i træk - sidst i årets US Open-finale, hvor det blev til nederlag i tre sæt.