Spillerne på WTA-touren er vant til at skære ansigter, når de presser sig selv til det yderste på tennisbanen, men i forbindelse med grusturneringen Internazionali BNL d'Italia i Rom blev Caroline Wozniacki og flere af de andre spillere udfordret til at efterligne de såkaldte emojis, som du måske kender fra iPhone-beskeder.

Tennispigerne er med i en video på kvindernes tennisforbunds, WTA, hjemmeside, hvor de forsøger at efterligne 17 forskellige emojis, der udtrykker alt fra glæde og lykke til chok og træthed.

Caroline Wozniacki lagde efterfølgende et billede på sin Instagram-profil, hvor hun for alvor foldede sig ud i emoji-efterligningen. Her forsøger den danske tennisstjerne at efterligne 12 forskellige ikoner med mere eller mindre succes.

»On a serious note.. Ever seen real life emoji faces?? You have now. (For at være seriøs. Har du nogensinde set virkelighedens emoji-ansigter? Det har du nu, red.)«, skriver Wozniacki til billedet.