Caroline Wozniacki er i øjeblikket i gang med tennisturneringen Indian Wells - en stor turnering, der undertiden går under navnet den femte Grand Slam.

Indian Wells ligger i den amerikanske delstat Californien, hvor det kan blive temmelig varmt - også på denne årstid. Og varmen var også et problem for Danmarks tennis-darling, Caroline Wozniacki, som mindedes et billede, som hun har fået taget til årets Sports Illustrated, og som hun har lagt op på sin Instagram-konto. Her ser man Caroline Wozniacki iført en meget lille bikini, mens hun sprayer sig selv.

»Dagens varme vejr fik mig til at føle mig som...,« skriver Caroline Wozniacki på sit Instagram-billede, hvorefter hun sætter nogle emojis på og efterfølger med referencer til Sports Illustrated.

Det var også til Sports Illustrated, Caroline Wozniacki for et år siden lod sig fotografere, hvor hun optrådte i bodypaint.

Disse billeder blev i sin tid taget på den caraibiske ø St. Vincent, hvor det også kan blive rigtig varmt.

26-årige Caroline Wozniacki er i Indian Wells seedet direkte til anden runde, hvor hun lørdag møder polske Magda Linette.

Den forsvarende mester i Indian Wells, Victoria Azarenka fra Hviderusland, kan ikke forsvare titlen, da hun er på barselsorlov.