Far ved bedst. Og når han ser sig nødsaget til at dele ud af sine gode råd under en Grand Slam-turnering, så falder hammeren. 3.000 australske dollars, svarende til 15.780 kr., kostede Piotr Wozniackis gentagne tilråb fra tilskuerpladserne, og det bliver Caroline Wozniacki, som må bøde for det.

»Nu må jeg vinde den her kamp, så er det i hvert fald det værd,«sagde hun efter kampen til Ekstra Bladet, med tanke på den bøde, som hun allerede da vidste, ville tikke ind efterfølgende.

Sejren udløste nemlig over 300.000 kr., så både Caroline Wozniacki og hendes far og træner Piotr Wozniacki vidste, at hvis han kunne hjælpe hende til sejr, så var den ulovlige rådgivning fra sidelinjen måske meget godt givet ud.

Hendes modstander Taylor Townsend er venstrehåndet, og det voldte ifølge Piotr Wozniacki placeringsproblemer, når Caroline skulle returnere modstanderens serv. Bagefter gav Piotr således også udtryk for, at advarslen var helt på sin plads.

»Ja, det var den, for han havde vist mig med hånden, at jeg skulle stoppe det,« erkendte Piotr Wozniacki til Ekstra Bladet.

Det får udover bøden ingen konsekvenser fremadrettet. Han er således på plads, når Caroline Wozniacki torsdag spiller topbrag mod veninden Victoria Azarenka i anden runde.