Roger Federer vandt søndag eftermiddag sæsonens fjerde titel, da han besejrede Gilles Simon i finalen ved Shanghai Masters i Kina.

I en tæt og velspillet finale vandt den schweiziske tennisstjerne med cifrene 7-6, 7-6, og dermed nærmer Roger Federer sig nu verdensetteren Novak Djokovic på verdensranglisten. Federer sendte netop Djokovic ud i semifinalen.

Udover et flot trofæ og en check på 4,7 mio. kroner får Roger Federer 1000 point til verdensranglisten for sin sejr, og den 33-årige tennisspiller er således under 1000 point efter den hårtslående serber, som længe har været øverst på tronen.

Tidligere på ugen overhalede Roger Federer den stærke spanier Rafael Nadal på verdensranglisten, og dermed kan han så småt skimte titlen som 'verdens bedste tennisspiller' i horisonten. En titel, som schweizeren sidst havde i 2012.