Der var drama og lidt af en overraskelse, da tirsdagens kampe ved French Open blev afviklet.

Efter den schweiziske kvartfinalen mellem Roger Federer og Stanislas Wawrinka er det noget overraskende Wawrinka og ikke Federer, der er klar til semifinalen ved French Open.

De to schweizere stod over for hinanden for 19. gang i tirsdagens kvartfinaleopgør, og andenseedede Roger Federer havde vundet 16 af de 18 foregående indbyrdes opgør. Men det tog den ottendeseedede Wawrinka sig ikke af.

På to timer og ni minutter havde Wawrinka sat en stopper for Roger Federers French Open med en sejr på 6-4, 6-3, 7-6(4).

Mens Stanislas Wawrinka glædede sig over sin plads i semifinalen og sit gode grusspil, var Roger Federer afklaret og allerede fokuseret på næste opgave.

»Jeg tænker allerede på, hvad jeg skal lave de næste par dage, for Wimbledon er et stort mål for denne sæson,« sagde Federer ifølge BBC.

I herrernes anden kvartfinale var der drama undervejs. Ved stillingen 6-1, 5-2 til franske Jo-Wilfired Tsonga mod japanske Kei Nishikori fik tilskuerne i det ene hjørne af French Opens største bane, Philippe Chatrier, sig lidt af en forskrækkelse.

Et stort stykke metal faldt pludselig ned fra den storskærm, der var placeret i hjørnet. Heldigvis blev den i første omgang stoppet på halvvejen af et rækværk, men den fortsatte sit fald ned til publikum og ramte to tilskuerrækker.

»En metalplade faldt ned fra måltavlen og ramte tilskuerne. Heraf fik tre mindre skader,« udtalte French Opens turneringsledelse ifølge BBC.

Kampen var afbrudt i mere end en halv time, mens tilskuerne blev flyttet fra den ramte sektion.

Da kampen atter kom i gang, fik Nishikori bedre fat, og først i femte sæt lykkedes det hjemmebanefavoritten Tsonga at sikre sig sejren med cifrene 6-1, 6-4, 4-6, 3-6, 6-3.

På kvindesiden spillede serbiske Ana Ivanovic og tjekkiske Lucie Safarova sig også videre til semifinalerne uden de helt store problemer.