French Open-finalen mellem Rafael Nadal og Novak Djokovic er blevet afbrudt på grund af regn, og den vil først blive spillet færdig mandag.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Kampen mellem verdensetteren Novak Djokovic og verdens nummer to Rafael Nadal bliver ikke spillet færdig søndag, da regnvejr har sat en stopper for spillet på det røde grus.

Kampen vil i stedet blive spillet mandag klokken 13.00.

Inden regnen for anden gang væltede ned over Paris og satte en foreløbig stopper for kampen, havde de mange tilskuere været vidner til en god kamp, som både bød på storspil af sidste års spanske vinder Rafael Nadal og et forrygende comeback af serbiske Novak Djokovic.

Spanieren vandt det første sæt med 6-4, men midt i andet sæt måtte kampen for første gang afbrydes, da regnen begyndte at dale ned fra himmelen over Paris. Stilling var 5-3 til Rafael Nadal inden afbrydelsen, der varede en lille halv time.

Pausen pillede dog ikke glansen af ranglistens nummer to, som hurtigt vandt andet sæt med 6-3.

Og i tredje sæt fortsatte han sin dominans, men Novak Djokovic kom stærkt tilbage. Spanieren var foran 2-0, men det fik serbiske Djokovic lavet om på.

Han vandt seks partier i træk og dermed også det tredje sæt. Et imponerende comeback.

Dermed tabte Rafael Nadal sit første sæt i dette års French Open, hvor han ellers har været helt suveræn.

Serberen fortsatte sit gode spil ind i fjerde sæt og vandt de to første partier, hvilket tydeligt irriterede den forsvarende mester, der dog fik reduceret til 1-2, inden de to spillere igen måtte forlade det røde grus på Roland Garros, da endnu et regnskyl var nået til Paris.

Men denne gang kom spillet ikke i gang igen. Kampen er derfor blevet rykket til i morgen - mandag - klokken 13.00.

Mens Rafael Nadal har vundet turneringen seks gange, er det første gang, at den 25-årige serbiske tennisspiller er nået frem til finalen.