Piotr er stadig Carolines træner

Caroline Wozniackis manager, John Tobias, afslører, at farmand Piotr Wozniacki stadig bestemmer.

De seneste dage har den danske tennisstjerne Caroline Wozniackis far, Piotr, gang på gang sagt, at det er slut med at træne verdensrangliste-etteren.

Men da sporten.dk søndag aften fangede hendes amerikanske manager fra sportsmarketingfirmaet Legardere Limited, John Tobias, var meldingen en noget anden.

- Piotr er stadig Carolines træner. Og det er planen, at de skal arbejde under denne uges turnering i New Haven og under den efterfølgende Grand Slam-turnering i New York, sagde John Tobias i telefonen fra USA og tilføjede:

- Hvad der herefter sker, må tiden vise. Men jeg forventer, at vi kan præsentere navnet på hendes nye træner, når US Open er slut (midt i september, red.).

Rigtigheden af hans overraskende udtalelse blev bekræftet søndag formiddag amerikansk tid, hvor Piotr Wozniacki på træningsbanerne i New Haven - før hendes første optræden ved WTA-turneringen samme sted i denne uge - hersede med Caroline Wozniacki.

Blandt deltagerne ved det efterfølgende pressemøde var den australske journalist Craig Gabriel.

- Det gik stille og roligt. Selvom bølgerne tilsyneladende er gået højt i Danmark om emnet de seneste dage, var der kun cirka 10 journalister, der ønskede at få hende i tale. Men det var ikke meget hun havde på hjertet, fortalte han.

Og han havde ret.
 
Caroline Wozniacki virkede meget hemmelighedsfuld, da hun blev spurgt om, hvem hendes nye træner er.

- Det ved man aldrig, sagde hun og tilføjede:

- Jeg vil holde det indenfor mit team.

Caroline Wozniacki bekræftede dog, at der er ændringer på vej i trænerteamet omkring hende.

- Jeg har arbejdet sammen med vedkommende (den ny træner, red.) i nogle måneder. Men I (journalisterne, red.) må vente lidt, inden navnet offentliggøres. Min far er stadig min største supporter. Så derfor rejser han med mig, sagde Caroline Wozniacki, der også blev spurgt om hun og den nordirske golfstjerne Rory McIlroy er kærester. Også her var svaret ’det ved man aldrig’, hvorefter hun bad om at få afsluttet pressemødet, så hun kunne komme videre til et velgørenheds-arrangement til fordel for bekæmpelsen af brystkræft.

Den tidligere danske tennislandsholdsspiller, Peter Bastiansen, har svært ved at forstå udmeldingerne fra Wozniacki-lejren.

- Den parodi det har lignet i nogle dage, minder efterhånden mere og mere om en sæbeopera, siger han og henviser til Caroline Wozniackis hemmelighedskræmmeri og faderens udmelding om, at han ikke længere er hendes træner.

- Hvad skal vi efterhånden tro er sandhed i denne sag? spørger Peter Bastiansen, der synes, at timingen af nyheden om den påståede trænerfyring af Piotr Wozniacki er dybt kritisabel.

- Man kan jo ikke ligefrem påstå, at Caroline får den ro, der skal til for at kunne levere et topresultat ved US Open efter al denne ballade, siger Peter Bastiansen.

Ved turneringen i New Haven er Caroline Wozniacki oversidder i første runde. Modstanderen i anden runde bliver enten russeren Nadia Petrova, som hun besejrede i sidste års finale, eller sloveneren Polona Hercog. Denne kamp spilles enten tirsdag eller onsdag.

Læs også: